Dødstallet i Egypten er nu oppe på 33, og kampene i hovedstaden Kairo fortsætter på Tahrirpladsen, skriver tv-stationen Al Jazeera.
Helen Hajjaj er ansat ved det Dansk-Egyptiske dialoginstitut i Kairo, og hun bekræfter over for Newspaq, at kampene fortsætter.
"Der har været kampe her til formiddag, og billeder fra pladsen viser, at der er blevet kastet med både røgbomber og tåregas mellem politi og demonstranter. Det lader til, at det stadig er demonstranterne, der har kontrollen over pladsen, men politiet står rundt om pladsen og kaster tåregas ind mod demonstranterne," siger hun.
Urolighederne blusser op kun en uge før, at egypterne skal til deres første parlamentsvalg siden præsident Hosni Mubarak blev væltet i foråret. Militærstyret hævder dog, at de ikke vil udskyde valget på grund af urolighederne, forklarer Helen Hajjaj.
"Militærstyret ønsker at få det til at fremstå, som om det er demonstranterne, der ønsker at skabe så meget ballade, at valget må udskydes," siger hun og tilføjer, at det er for tidligt at sige, hvem der bærer ansvaret for sammenstødene, så længe kampene stadig foregår.
Demonstranterne er utilfredse med, at militæret har meldt ud, at de opretholder styringen med landet efter parlamentsvalget, der er sat til at starte d. 28. november. De vil først overgive kontrollen, når der er valgt en ny præsident, hvilket kan trække ud til 2013.