De yngre haler ind på de ældre, når de sparer op til den gyldne alderdom.
Det viser nye tal fra Forsikring & Pension.
Unge på 25 år lægger i dag godt otte kroner for hver 100 tjente krone til side til alderdommen. For 17 år siden var det kun tre kroner.
- Det glæder os, at flere unge er bedre til at spare op. Men de unge, der ikke sparer op, skal huske, at de skal indhente det tabte i senere job, siger Jan V. Hansen, underdirektør i Forsikring & Pension.
Årsagen er, at flere unge siden 90"erne er blevet tvunget til at spare op via jobbet eller lærepladsen dvs. via de såkaldte arbejdsmarkedspensioner.
Jan V. Hansen glæder sig også over, at dem på 40 år er blevet markant bedre til at spare op. De sparer i gennemsnit godt 11 kroner op, for hver gang de tjener 100 kroner. For 17 år siden var det kun syv kroner.
- Det er en markant stigning, og det er rigtig godt for samfundet. Dermed risikerer færre at blive en byrde for statskassen som gamle, siger Jan V. Hansen.
Dem på 58 år lægger i dag i gennemsnit 12 kroner ud af 100 tjente til side. Det er det samme, som for 17 år siden.
- Tallene viser, at det har virket at indføre pension via jobbet, sådan som man besluttede at gøre i starten af 90"erne, siger Jan V. Hansen.
Især de unge og midaldrende sparer mere op. Og det er godt, påpeger Jan V. Hansen. For så for de mere ud af renterne.