Gennem lang tid har der været problemer med unge uromagere i den nordsjællandske by Nivå. Flere gange er det kommet til opgør med politiet og de seneste dage har et tilrejsende cirkus været kraftigt generet af unge, skriver eb.dk.
De unge har blandt andet fodret nogle af cirkussets dyr med glasskår skjult i franskbrød, og onsdag aften kom det til egentlige klammerier mellem cirkussets ansatte og de unge. De unge svarede igen ved at kaste kraftige kanonslag ind i burene til både cirkussets elefanter og flere andre dyr.
- Vi har fået flere anmeldelser i løbet af ugen. Her til aften ringede folk, som bor flere kilometer væk - så kraftige var kanonslagene. Jeg har ikke overblik over, om vi har nogen anholdte, men vi har fået styrker fra både Hillerød og København til at assistere os, oplyser vagthavende ved Nordsjællands Politi Jacob Foldager til ekstrabladet.dk her til aften.
En kvinde i 20 erne ansat ved cirkuset kom, ifølge eb.dk, også alvorligt tilskade under balladen. En anden ansat forsøgte at jage de unge væk i en traktor, men i kampens hede kom han til at køre den unge kvinde over. Hun er blevet kørt med eskorte til Rigshospitalets Traumecenter, oplyser Jacob Foldager til ekstrabladet.dk.