Den finske producent af mobiltelefoner Nokia kom pænt ud af tredje kvartal, om end bundlinjen bød på et lidt større underskud end ventet, skriver Ritzau Finans.
Nokia leverede en omsætning på 7,2 milliarder euro mod ventet 7,0 milliarder euro ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt.
Bundlinjen bløder dog fortsat trods den fornuftige omsætning, og i tredje kvartal blev underskuddet 943 millioner euro - eller 0,26 euro per aktie. Her ventede analytikerne minus 711 millioner euro eller 0,21 euro per aktie.
Nokia afskibede 2,9 millioner stk. Lumia smartphones i tredje kvartal. Lumia, der er baseret på Windows-teknologi, er det helt store fokusområde for Nokia.
Store dele af underskuddet - 19 eurocent per aktie - skyldes dog ekstraordinære poster, og aktionærerne ser da heller ikke ud til at tage regnskabet ilde op. Nokia-aktien stiger omkring 6,6 procent efter 20 minutter, skriver Ritzau Finans.
/ritzau/FINANS