De danske myndigheder har ikke fået meldinger om, at der skulle være danskere blandt de sårede og dræbte ved fredagens bombeeksplosion i Beirut.
- Den danske ambassade i Beirut er i kontakt med de lokale myndigheder og har ikke oplysninger om, at der skulle være danskere blandt ofrene, hedder det i udtalelse fra Udenrigsministeriets Borgerservice.
Mindst otte mennesker blev dræbt og 78 såret, da en kraftig bilbombe fredag i myldretiden blev bragt til sprængning i det fortrinsvist kristne østlige Beirut i Libanon.
- Den danske ambassade opfordrer danskere i Beirut til at holde sig væk fra området, hvor bomben sprang, og efterkomme de lokale myndigheders råd og vejledning, hedder det videre fra Borgerservice.
/ritzau/