Tysk vin var engang noget med seks flasker Liebfraumilch til 100 kroner, men heldigvis har Tyskland forladt Liebfraumilch-helvedet. Nu er der kvalitet på flaske fra nabolandet mod syd.
Det er omhyggelighed, og teknisk kunnen, som i dag præger de tyske kvalitetsvine. De er sjældent billige – men heller ikke specielt dyrere.
Efter min mening er de tyske hvidvine på rieslingdruen langt bedre og mere spændende end riesling fra naboerne i Alsace. Så hvis man vil unde sig selv noget rigtig godt lørdag aften, så åbn en tysk riesling - og server den til en asiatisk lakseret med mangoer, ingefær og kokosmælk. Velbekomme.
Ugens bedste vin

Gunderloch, riesling, kabinett, Jean Baptiste, Rheinhessen, Tyskland, 2008. 118 kroner flasken. Vinens Verden. Nærmeste forhandler: 6614 4448. www.wine.dk
Mineralsk og frisk vin. Prøv at tænke på duften af petroleum - på den gode måde!
Ugens bedste køb

Postales del fin del Mundo, pinot noir, Patagonien, Argentina, 2007. 39,95 kroner flasken. Philipson Wine. Nærmeste forhandler: 7022 6888. www.philipsonwine.dk
En pinot noir vin til under 40 kroner er svær at finde. Men langt mod syd, i Argentina, kan de lave vine på den berømte bourgognedrue i den kølige og lækre stil. Rigtig dejlig vin.

Warrenmang, shiraz, cabernet sauvignon, Luigi Bazzani, Australien, 2006. 99 kroner flasken. A Vinstouw. Nærmeste forhandler:97121416. www.a-vinstouw.dk
En typisk varm down under-vin. Masser af frugt og krydderier. Tydelige solbær fra cabernetdruen og peber fra shiraz, som syrahdruen hedder i de oversøiske vinlande.

Amarone della Valpolicella, Zironda, Veneto, Italien, 2006. 224,95 kroner flasken. På tilbud til 125 kroner flasken. H.J. Hansen Vin, Magasin Mad&Vin, Vinspecialisten. Nærmeste forhandler: 6312 8200. www.hjhansen-vin.dk
En ægte Amarone - og så på tilbud til menneskepriser. Lækker vin. Koncentreret tør frugt, mørke bær og fin sødme. Fin til tilbudsprisen. Til den ordinære pris er den for dyr.
John Iversen har i flere år anmeldt vin i dagbladet Information og på Nyhedsavisen.
Han er medforfatter til bogen "Kom godt i gang med vin" fra 2006.
Han er en superkok, vild med italiensk mad og har sans for det gode i livet.
Han er tidligere politiker, har siddet i EU-Parlamentet og er i dag assisterende pressechef hos Socialdemokraterne.
John Iversen er 55 år, gift, far til tre og bor i København.