Et godt udgangspunkt, når du besøger Amsterdam, er at købe I Amsterdam -kortet, der giver dig fri entre til et stort antal museer, gratis sejltur på kanalerne, gratis offentlig transport samt en masse rabat på restauranter, koncerter og andre attraktioner.
Kortet kan købes for en, to eller tre dage og koster omkring 250 kroner for et døgn, mens de efterfølgende døgn kun koster 75 kroner ekstra.
Med I Amsterdam -kortet får du adgang til langt de fleste museer i byen, blandt andre Van Gogh Museet og Rembrandthuis.
Se byen på cykel
En gåtur på shoppinggaden Kalverstraat og et besøg på blomstermarkedet, der ligger for enden af gaden, er klart også at anbefale. Eller hvad med nogle hyggelige stunder langs kanalerne. Amsterdam er fyldt med cykler, og det er muligt selv at leje en flere steder i byen. Det er en skøn måde at se byen på.
Amsterdam er også kendt for sine Coffee-shops, hvor hash kan købes helt legalt, og selvom man ikke selv har lyst til at prøve, så gå forbi og oplev stemningen.
Flybilletterne til Amsterdam er yderst rimelige i pris, og det er ganske ofte muligt at rejse for under 1.000 kroner t/r. Både SAS, KLM og Sterling flyver fra København. Skal du til byen på en kort weekendtur, så vælg et hotel, der ligger i centrum. Det er et godt udgangspunkt for at se Amsterdam fra sin bedste side.
Skrevet af Flyrejsen.dk