Siden onsdag er endnu to personer døde på grund af den livstruende virus ebola, der hærger Kibaale-distriktet i den vestlige del af Uganda. Dermed er det samlede antal af døde nu oppe på 16 ifølge WHO.
- På nuværende tidspunkt har vi 50 personer mistænkt for at være smittet af virussen - og 16 er døde, siger talsmand Tarek Jasarevic fra WHO fredag.
Han fortæller videre, at epidemien indtil videre er afgrænset til den vestlige del af Uganda. Dog er der også rapporteret et enkelt sygdomstilfælde i hovedstaden Kampala, der ligger i landets sydlige del.
Onsdag fortalte læge og regional sundhedskoordinater for Røde Kors i Østafrika Torben Bruhn, der netop havde besøgt distriktshospitalet i Kibaale, at han frygter, hvad der sker, hvis antallet af patienter stiger.
- Hvis der kommer mange flere tilfælde, vil der ikke være kapacitet nok. Det er på bristepunktet nu, sagde han til Ritzau.
Ebola-virussen brød ud i starten af juli i distriktet Kibaale, der ligger godt 200 kilometer fra Kampala og 50 kilometer fra grænsen til Den Demokratiske Republik Congo.
Nabolande som Kenya, Rwanda, Sydsudan og Tanzania har nu opfordret folk til at kontakte deres lokale hospital, hvis de oplever symptomer på ebola.
Virussen, der er opkaldt efter en lille flod i Den Demokratiske Republik Congo, giver influenzalignende symptomer, høj feber og ondt i halsen. Siden udvikler den sig til svære blødninger i indre organer og huden, der som oftest fører til, at de smittede dør.
Tilbage i 2000 døde 170 personer af sygdommen, og igen i 2007 mistede 37 mennesker livet til den aggressive virus.
/ritzau/AFP