Hverken Team Saxo-Tinkoff eller andre hold på World Touren skal længere frygte for at miste deres licens til at deltage i de største cykelløb i 2013.
Den internationale cykelunion, UCI, har besluttet at lade 19 hold deltage i World Touren, efter at den internationale sportsdomstol (CAS) i sidste uge besluttede, at UCI var forkert på den, da unionen nægtede Katusha-mandskabet en plads i det fineste selskab.
UCI afviste i december at give Katusha licens og gav kun 18 hold lov til at køre på World Touren. Den beslutning blev straks appelleret til CAS, der gav Katusha medhold.
Sidste uges dom fra CAS satte gang i spekulationer om, hvorvidt UCI kunne finde på at revurdere licensansøgningerne fra de 18 eksisterende World Tour-hold med henblik på at smide et af holdene ud igen.
/ritzau/