Håbet om dansk deltagelse ved næste sommers U/21-EM i fodbold var uhyre spinkelt, men nu er det definitivt ude for Danmark.
Landsholdet tabte 1-3 til Spanien på Nordjyske Arena i Aalborg i den anden af to playoffkampe mod de forsvarende europamestre om en billet til slutrunden.
Danskerne gik ind til kampen med et ualmindelig svært udgangspunkt, da Spanien havde vundet det første opgør med 5-0.
Landstræner Morten Wieghorst havde foretaget fire ændringer i startopstillingen i forhold til kampen i Burgos.
Blandt de nye var Viktor Fischer, som fik sin debut på U/21-niveau. Og Ajax-talentet gjorde det godt med flere fine afslutninger, blandt andet et skud tæt på sammenføjningen kort før han blev skiftet ud 20 minutter før slutfløjt.
Wieghorsts øvrige nyvalg i startopstillingen var Martin Braithwaite, Daniel Høegh og Andreas Laudrup.
Trods de friske kræfter formåede det danske U/21-landshold ikke at hamle op med Spanien, der teknisk set var langt overlegne.
Athletic Bilbao-angriberen Iker Muniain bragte Spanien på 1-0 i første halvleg, og Getafe-spilleren Álvaro Vázquez øgede til 2-0 efter en times spil.
I overtiden fik Anders Christiansen prikket bolden i nettet til 1-2, så danskerne i det mindste kan glæde sig over at have scoret på Manchester United-målmanden David De Gea. Minuttet efter scorede Spanien til slutresultat 3-1.
Det spanske U/21-landshold vandt EM i 2011, der blev spillet i Danmark.
I de øvrige playoff-kampe var Norge leveringsdygtig i en overraskelse ved at vinde 5-3 over Frankrig og sikre EM-deltagelse, efter holdet havde tabt den første kamp med 0-1.
Det kommende U/21-EM spilles i Israel.
/ritzau/