Helt op til 40 procent af de amerikanske vælgere ventes at drage til valgurnerne, før det egentlig præsidentvalg finder sted 6. november.
Indtil videre har omkring 18 procent af de registrerede vælgere allerede kastet en stemme på enten præsident Barack Obama eller hans udfordrer, Mitt Romney. Og det tyder på, at den siddende præsident har det bedste tag på vælgerne.
Obama har fået 54 procent af de tidlige stemmer, mens Romney må nøjes med 39 procent ifølge en Reuters/Ipsos måling, hvor 960 vælgere er blevet spurgt om, hvor de placerede deres kryds.
Barack Obama fik glæde af mange tidlige stemmer ved valget i 2008, og han har derfor igen opfordret sine tilhængere til at benytte muligheden for at stemme før selve valgdagen.
Men også Republikanerne forsøger denne gang at få folk ned at stemme, for ikke at halte efter præsidenten inden valgdagen. Især i svingstaterne er vælgerne blevet opfordret til at komme ud af starthullerne.
En af de tidlige stemmer kommer fra Allison Gilmore, der benyttede sin frokostpause til at stemme i svingstaten Virginia. Ligesom mange andre, der stemmer tidligt, er hun usikker på, om hun ville nå at få stemt på selve valgdagen.
- Jeg ved ikke, hvor travlt jeg vil få på arbejde, med børnepasning - og jeg vil være sikker på, at jeg får stemt, siger hun.
En anden vælger, Myrna Levey fra Cleveland, Ohio, siger, at hun brevstemte på Obama.
- Det er mere praktisk. De har flyttet vores valgsted flere blokke væk, så det er ikke længere i gåafstand, siger den 74-årige vælger.
Som tegn på hvor vigtige de tidlige stemmer er i præsidentkapløbet, stemte Barack Obama som den første siddende præsident før tid. Det skete torsdag i hjembyen Chicago.
Allerede fra september kunne vælgere i flere stater stemme. Siden har stort set alle stater fulgt trop.
/ritzau/Reuters