Ritzau
Opdateret kl. 15:19
Der er blevet stjålet 6,5 millioner euro kontant - svarende til knap 50 millioner kroner - fra et toldkontor i den tyske by Emmerich.
Det oplyser tyske efterforskere, som jagter tre formodede gerningsmænd.
- Indbruddet var professionelt planlagt og udført.
- De tre indtil videre ukendte gerningsmænd brugte et bor til at komme ind i boksrummet fra et tilstødende lokale i kælderen af bygningen, oplyser Duisburgs politi i en erklæring onsdag.
Emmerich ligger omkring 80 kilometer nordvest for Duisburg og kun få kilometer fra grænsen til Holland.
Den tyske avis Bild rapporterer, at vidner hørte borelyde 1. november omkring klokken 6 om morgenen.
Og omkring 10.45 skal de have bemærket tre mørkklædte mænd, som forlod bygningen og begyndte at læsse ind i en hvid varevogn. Derefter kørte de væk i varevognen.
Et andet vidne så en mand gå rundt ved toldkontoret, før han satte sig ind i en bil og kørte afsted i samme retning som varevognen.
Vidnet tog billeder af manden, som er blevet delt af politiet.
Politiet tilbyder 100.000 euro - cirka 750.000 kroner - i dusør for informationer, som fører til anholdelser af de mistænkte.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP