Gerhard Schröder, tidligere forbundskansler i Tyskland, skal endnu engang giftes.
Den udkårne er koreaneren Kim So-yeon, der har fungeret som tolk for Schröder. Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.
Den 73-årige Schröder og den 26 år yngre Kim So-yeon oplyste om deres forestående giftermål på et pressemøde i Seoul torsdag.
Socialdemokraten Schröder var forbundskansler i Tyskland fra 1998 til 2005.
Som følge af indtil videre fire ægteskaber og et privatliv, som nyhedsbureauet AFP betegner som "farverigt", har tyske medier givet ham tilnavnet "Audi-manden" med reference til bilmærkets logo med fire ringe.
Schröders fjerde hustru, Doris Schröder, oplyste sidste efterår, at parret var gået fra hinanden og nævnte, at Kim havde spillet en rolle i skilsmissen.
Kim So-yeon og Schröder mødte hinanden for cirka to år siden, da hun fungerede som hans tolk på en international virksomhedskonference.
På torsdagens pressemøde afviste Schröder, at Kim So-yeon var skyld i, at hans seneste ægteskab gik i opløsning.
Den 47-årige Kim So-yeon arbejder i Seoul som repræsentant for den tyske delstat Nordrhein-Westfalens økonomiske udviklingsagentur.
Parret planlægger at bo skiftevis i Tyskland og Sydkorea efter brylluppet senere i år.
- Jeg er meget interesseret i Sydkoreas historie, kultur og kunst og vil gerne have flere muligheder for at lære mere om sydkoreanerne, siger Schröder ifølge AFP.
/ritzau/