Ritzaus bestyrelse har fundet afløseren for Lars Vesterløkke, der stopper ved månedens udgang efter 16 år som administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør.
Det bliver Jacob Kwon, som i dag er souschef og nyhedschef på TV 2 Nyhederne, der fremover skal stå i spidsen for nyhedsbureauet. Og det glæder han sig til.
- Ritzau indtager en af de vigtigste funktioner i den danske medieverden. Det er Ritzau, der binder Danmark sammen med troværdig oplysning på tværs af geografi.
- Det er en kæmpe ære og et privilegium at skulle stå i spidsen for vores nationale nyhedsbureau, siger Jacob Kwon.
48-årige Kwon har de seneste 20 år varetaget en række chefstillinger i medieverdenen.
Før han kom til TV 2, var han i 13 år ansat i DR, hvor han blandt andet var souschef på TV-Avisen og var sportschef på DR Sporten.
Han har også været en af hovedkræfterne bag den digitale transformation, som TV 2 Nyhederne har været igennem, og det har vægtet højt i vurderingen af ham.
Det fortæller Ritzaus bestyrelsesformand, Alex Nielsen, der også er administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Mediehusene Midtjylland.
- Med Jacob Kwon er det lykkedes os at ansætte en topchef med lige præcis den unikke profil, som Ritzau har brug for.
- Jacob er en af Danmarks mest erfarne redaktører, og samtidig har han en dyb teknologisk forståelse og betydelig kommerciel indsigt, siger Alex Nielsen.
Lars Vesterløkke vil fremover arbejde som rådgiver i konsulenthuset Beecon.
Han får flotte ord med på vejen af Alex Nielsen efter blandt andet at have vendt en skrantende økonomi til den overskudsforretning, som Ritzau er i dag.
- Der skal lyde en stor tak til Lars Vesterløkke, hvis betydning for Ritzau ikke kan overvurderes. Uden hans dygtige og kompetente ledelse er det langt fra sikkert, at Ritzau i dag ville fremstå som den succes, virksomheden er, siger bestyrelsesformanden.
/ritzau/