Tre personer måtte søndag aften reddes i land ved en større redningsaktion fra både dansk og svensk side.
De tre var kæntret med en sejlbåd ude under Øresundsbroen og havde derfor slået alarm.
En helikopter blev sendt af sted fra Søværnets Operative Kommando (SOK), der også sendte et patruljefartøj ud. To svenske skibe var også undervejs, men hurtigst var en lille båd fra Københavns Lufthavns Airport Rescue.
- Den sejler stærkt, så de var hurtigt derude, forklarer vagthavende ved SOK.
De tre personer blev fundet siddende på siden af den kæntrede båd - en 22 fods sejlbåd. Den lå på det tidspunkt op af en af pylonerne under broen, ude midt i sejlrenden.
- Personerne blev bjærget om bord af Airport Rescue, og sejlbåden kom på slæb, forklarer den vagthavende.
De tre personer om bord på sejlbåden bar alle redningsvest og slap fra den dramatiske hændelse uden at komme til skade.
/ritzau/