En 34-årig mand blev hårdt såret, men er nu stabil, efter han tidligt lørdag morgen blev stukket flere gange i ryggen med en kniv i Maribo på Lolland.
Lørdag fremstillede politiet tre mænd og en kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster, sigtet for drabsforsøg i forbindelse med knivstikkeriet. Her blev de tre mænd fængslet til den 30. oktober, mens kvinden blev løsladt.
- Vi kender endnu ikke motivet, lyder det fra efterforskningsleder Kenneth Lund Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Ifølge politiet opsøgte offeret tidligt lørdag morgen lejligheden på Margrethevænget. Politiet modtog alarmen om knivstikkeriet kort før klokken fem.
- Det kommer til noget tumult i lejligheden, og det ender med, at offeret bliver stukket i ryggen med en køkkenkniv, fortæller Kenneth Lund Jensen.
Den 34-årige blev i første omgang bragt til sygehuset i Nykøbing Falster, men senere overført til Rigshospitalet.
- Hans tilstand er relativ stabil, siger Kenneth Lund Jensen.
De tre mænd kærede på stedet fængslingen til landsretten.
/ritzau/