Mens skilsmissen rykkede nærmere, og Superligaklubben AGF nærmede sig nedrykningsstregen, var der stadig kun én tanke i toptræneren Erik Rasmussens hoved: SEX!
Den tidligere AGF-træner fortæller i en ny bog, hvordan 30 års sexafhængighed fik konen til at skride og i sidste ende var medvirkende til, at storklubben AGF rykkede ned i førstedivision.
"Jeg sidder som en levende død til vores trænermøde og gennemgår dagens program. Pludselig kan jeg ikke mere. Jeg rejser mig og forlader kontoret. Jeg kan ikke gennemføre træningen uden at bryde sammen," skriver han ifølge B.T.
Sexafhængigheden drev Erik Rasmussen ud i utroskab og utallige løgne, og det endte med at skabe så mange problemer på hjemmefronten, at han til sidst ikke kunne tage ordentligt vare på sit job. Fra at have ført Superligaen i samme sæson, endte AGF med at rykke ned, og Erik Rasmussen erkender nu, at han har en stor del af ansvaret.
"Jeg fejler i den periode. Holdet er til mere end de resultater, vi løber ind i. Mine analyser er uskarpe, og jeg bruger ikke tid nok på jobbet."
Kilde: B.T.