Formanden for Repræsentanternes Hus i USA, republikaneren Kevin McCarthy, opfordrer til ro i tilfælde af en tiltale mod tidligere præsident Donald Trump.
Det skriver det amerikanske medie NBC News.
Formodningerne om en kommende tiltale mod - og muligvis en anholdelse af - ekspræsidenten er taget til på det seneste.
Lørdag skrev Trump selv på det sociale medie Truth Social, at han vil blive anholdt tirsdag. I samme ombæring opfordrede han tilhængere til at protestere.
Partifællen McCarthy bakker ganske vist Trump op ved at kritisere sagen, hvor en storjury efterforsker, om Trump har betalt en pornoskuespiller for at få hende til at tie stille om en mulig affære mellem de to.
Men selv om McCarthy støtter Trump i kritikken, mener han ikke, at der er behov for protester.
- Jeg synes ikke, at folk skal demonstrere imod dette, nej, svarer han på et spørgsmål fra NBC News.
- Og jeg tror, at hvis man taler med Trump, så synes han heller ikke, at de skal det, siger toprepublikaneren.
- Ingen bør gøre hinanden fortræd, tilføjer McCarthy senere ifølge det amerikanske medie.
Det er distriktsanklageren på Manhattan, Alvin Bragg, som tidligere i år begyndte at fremlægge bevismateriale for en storjury, som undersøger udbetalingen til pornoskuespilleren.
En storjury er en større gruppe personer, der udpeges for at afgøre, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale i en sag.
/ritzau/