To mænd på 28 og 35 år er i et grundlovsforhør i Retten i Viborg blevet fængslet i fire uger for et rambuktyveri mod Nordea i Kellerup nær Silkeborg.
De to tyveknægte kørte væk med hæveautomaten på en trailer, oplyste Midt- og Vestjyllands Politi tidligere onsdag til Ritzau.
De kørte en gummiged ind i bankens facade klokken 02.29, og alarmen gik med det samme.
- Der kører en hvid kassevogn med en trailer bag på, og den bliver så observeret nær Them, hvor en hundepatrulje anholder to mænd, fortalte vicepolitikommissær Bent Riber Nielsen onsdag formiddag til Ritzau.
Anholdelse skete på Vorretvej i Them, hvor politiet også fandt hæveautomaten med indhold.
Først på aftenen besluttede en dommer ved Retten i Viborg så, at politiets materiale mod de to mænd er så stærkt, at de skulle varetægtsfængsles foreløbig i fire uger.
/ritzau/