Det danske obligationsmarked lagde ud med et rentefald tirsdag morgen, men uden nye indikationer fra den makroøkonomiske front eller nye meldinger fra det politiske spil om løsningsmodeller for gældskrisen i Europa, vendte markedet hurtigt tilbage til mandagens lukkeniveau.
Markedets primære fokus var fortsat gældskrisen i Europa, der har spillet hovedrollen med skiftende aktører i måneds- og årevis. Tirsdag var der rygter om, at Spanien er ved af være klar til at bede om hjælp. Det lagde grundlaget for et rentefald i Sydeuropa. Der var ingen begivenheder i form af statsgældsauktioner eller væsentlige nøgletal.
Den toneangivende tiårige statsobligation, 3-21'eren, lukkede tirsdag med en rente på 1,26 pct. - 2 basispoint højere end ved åbningen og på linje med lukketid mandag.
Fraværet af dårligt nyt fra krisens nuværende hovedrolleindehaver - Spanien - gav anledning til sivende renter på Den Iberiske Halvø. Den tiårige spanske rente ligger ved lukketid i 5,70 pct., hvilket er 13 basispoint lavere end mandag aften og 11 basispoint under åbningsniveauet tirsdag morgen. Dermed fortsatte mandagens rentefald som nu har resulteret i et fald på 19 basispoint i denne uge.
På nøgletalsfronten var det kun valutastillingen fra Danmark for september, der kunne samle lidt opmærksomhed. Valutabeholdningen viste en fald på 0,9 mia. kr. hvoraf Nationalbanken stod for et salg af valuta i det åbne marked på 0,6 mia. kr. Det er første gang Nationalbanken har følt behov for at stabilisere den danske krone, siden den meget store valuta-indstrømning i maj.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk