Det bliver ikke nemmere at genoptjene retten til dagpenge, selv om flere tusinde danskere står til at miste deres dagpenge efter nytår.
Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på sit første ordinære pressemøde i det nye folketingsår.
- Vi har ikke nogle planer om at ændre på reglerne for dagpenge, og det gælder også genoptjening. Og jeg vil sige, at genoptjening hjælper ikke de arbejdsløse her og nu, siger Helle Thorning-Schmidt.
- De arbejdsløse har brug for et arbejde, og hvis vi skal skabe mere arbejde i Danmark, så har vi brug for mere vækst. Vi har brug for at holde hånden aktivt under beskæftigelsen, som regeringen gør, siger hun.
Statsministeren fastslår samtidig, at regeringen ikke har tænkt sig at ændre på halveringen af dagpengeperioden. Men man vil fortsat holde øje med, om nogle arbejdsløse risikerer at falde ud af dagpengesystemet, siger statsministeren.
- Vi har accepteret, at vælgerne har sammensat et folketing, hvor der er flertal for at halvere dagpengeperioden. Siden da har vi arbejdet målrettet på at hjælpe de mennesker, som risikerer at falde ud af dagpengesystemet, siger Helle Thorning-Schmidt.
/ritzau/