Thomas Buttenschøn var ni år gammel, da han så sin mor for sidste gang.
De stod sammen i Københavns Lufthavn. Hans mor skulle til Zambia med den rejsende højskole, hun gik på. Hjem til det land, hun var vokset op i.
Han husker, at hun så bekymret ud, som hun stod der med sin kuffert og sin billet. Men hun var også spændt, for hun skulle besøge sin familie og se sine to ældste sønner, som begge boede i Zambia.
De sagde farvel, og da hans mor hankede op i kufferten og gik mod gaten, kiggede Thomas Buttenschøn efter hende en sidste gang igennem en glasrude.
Han vinkede til hende og bankede på ruden, men hun så ham ikke. Hun drejede om et hjørne, og med ét var hun væk.
I dag, 25 år senere, har Thomas Buttenschøn for første gang i sin musikkarriere skrevet sange til sin mor på sit nye album "Er der godt vejr i himlen?".
På nummeret, der ganske enkelt hedder "Mor", synger han:
Min mor hun har aldrig hørt mig spille / hun tog herfra, dengang jeg var lille / jeg husker ikke alt, men jeg husker det meste / jeg husker, hvordan det er ikke at være som de fleste
For hvad Thomas Buttenschøn ikke vidste, da han som niårig vinkede farvel til sin mor i lufthavnen, var, at hun var dødelig syg af aids og ikke ville komme hjem igen.
Moren gik bort, mens hun var hos sin familie i Zambia, og det har været en proces at skrive sange om hende, fortæller Thomas Buttenschøn, der kalder sin nye plade for sit mest personlige album til dato.
- Der er sange på den her plade, som jeg har fiflet med i virkelig mange år, og som jeg ikke har kunnet sætte en slutning på. Jeg har ikke kunnet skrive dem færdige før nu, fortæller han.
Faktisk havde Thomas Buttenschøn mere eller mindre opgivet at skrive flere sange.
I en lang periode følte han ikke, at han havde noget på hjerte, og han meddelte sin kæreste Mille Gori, bedre kendt som Motor Mille, at han helt ville stoppe med at skrive.
- Jeg havde den ligesom ikke. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive om, og jeg syntes alting blev banalt. Så jeg sagde til Mille: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg tror, jeg stopper med at skrive. Og hun sagde: "Det må du aldrig gøre".
De sange, som Thomas Buttenschøn skrev på det tidspunkt, var primært små, fiktive historier, som ikke havde noget med ham selv at gøre.
- Mille sagde til mig: "Hvorfor skriver du det der? Skriv nu for én gang skyld noget, der er rigtigt. Noget, der er ærligt". Så hun har tvunget mig til at grave ind i mig selv. Tidligere har jeg altid prøvet at holde min historie ud i strakt arm, men med den her plade har jeg kigget indad, hvilket både har været sundt og vildt hårdt, siger han.
På det nye album synger Thomas Buttenschøn om rollen som deltidsfar, om at finde kærligheden efter en skilsmisse og ikke mindst om forholdet til sin mor.
På sit klaver har han billeder af sin mor stående, og dem har han kigget på, mens han har spillet for sig selv, hvilket langsomt har fået teksterne til at dukke op.
Billederne på klaveret har han fået af en kvinde, som for nogle år siden kom til en af hans koncerter.
Kvinden fortalte, at hun for år tilbage havde mødt Thomas Buttenschøns mor i Zambia, da hun arbejdede for Mellemfolkeligt Samvirke.
Det var også sådan, Thomas Buttenschøns forældre i sin tid mødte hinanden.
Hans far, Jens Buttenschøn, var taget til Zambia som ulandsfrivillig for Mellemfolkeligt Samvirke, hvor han mødte zambiske Sara, som han forelskede sig i og fik en søn med.
I det første år af Thomas Buttenschøns liv boede forældrene i Zambia.
Men både Jens og Sara var smittet med hiv, og da Thomas Buttenschøn fik en alvorlig lungebetændelse som følge af den hiv-virus, han havde arvet fra sine forældre, valgte forældrene at flytte tilbage til Danmark, hvor de slog sig ned i den østjyske by Gylling.
Fire år efter blev de skilt, og Jens Buttenschøn fik det gradvist værre på grund af hiv-smitten.
Derfor blev Thomas Buttenschøn sendt i pleje hos farens ven Peter Lausted, der i forvejen havde tre børn.
Plejefamilien, som senere blev hans adoptivfamilie, skulle vise sig at komme til at betyde meget for Thomas Buttenschøn, som i dag har opkaldt sine to sønner, Jens og Peter, efter de to mænd, som han begge kalder fædre.
- Mine adoptivforældre kalder jeg for mor og far i dag. De har opfostret mig, og jeg ved, at jeg er et produkt af dem, mere end jeg er et produkt af mine biologiske forældre. Min biologiske mor og far har lagt nogle grundsten, men det er mine adoptivforældre, der har bygget huset så at sige, siger han.
Da Thomas Buttenschøn var otte år gammel, døde hans biologiske far, Jens, og året efter mistede han sin mor, Sara.
Han husker den dag, han fik at vide, at hans mor var død.
Det var vinter, og han havde været ude og stå på skøjter på nogle frosne søer med sine to halvbrødre fra adoptivfamilien, Jakob og Johannes.
- Min adoptivfar hev mig ind i stuen og fortalte, at han havde fået en opringning om, at min mor var død. Det var ligesom det. Få dage inden havde vi fået et brev med posten fra Zambia, hvor hun skrev, at hun havde det godt. Så det kom som et chok, og jeg fik vist fri fra skole i fjorten dage, fortæller Thomas Buttenschøn.
I dag kan han nogle gange blive i tvivl om, hvor godt han egentlig husker hende. Han kan ikke altid skelne mellem, hvad der er minder, og hvad der er historier, som han har fået fortalt.
- Hukommelsen er en svær størrelse at operere med, fordi den hele tiden modererer. Der var en årrække, hvor jeg ikke rigtig kunne sætte ansigt på hende, men jeg synes faktisk, jeg husker hende mere og mere, siger han.
- I mit hoved husker jeg hende som voksen, men når jeg ser billeder af hende, kan jeg pludselig se, at vi har samme alder. Hun var 34, da hun døde, og jeg fylder 34 i år, siger han.
På nummeret "Millioner" fra den nye plade synger Thomas Buttenschøn om værdien af at have nogle fysiske ting, som han kan vise sin kæreste, så hun kan få et indtryk af, hvad han er rundet af.
Jeg kan vise dig kirkegården, hvor min mor hun er begravet / men jeg ved ikke, hvor hun ligger / for vi havde ikke råd til stenen / jeg kan give dig det her smykke / som hun gav mig, før hun døde / men lov, du passer på det ligeså godt som mig
Thomas Buttenschøn har blandt andet sin mors gamle smykkeskrin, nogle gamle breve og 200-300 lysbilleder, som hans far har taget i Zambia.
Tingene dukkede op, da Thomas Buttenschøn for nogle år siden skulle medvirke i tv-programmet "Tilbage til rødderne".
I forbindelse med programmet ringede han til sin mors ekskæreste for at spørge, om han havde nogle gamle ting liggende. Og det viste sig, at ekskæresten havde haft en flyttekasse til at stå i kælderen i 15 år.
- Jeg er så dybt taknemmelig for, at han har gemt tingene. Min mors smykkeskrin er ikke noget værd for andre, men affektionsværdien er ubeskrivelig for mig, siger han.
- Jeg har tænkt på, at det er sjovt, hvordan vi sætter spor. At man ikke forsvinder, før man er glemt, og at man først er død i det øjeblik, der ikke er nogen, der tænker på en længere.
- Måske er det også derfor, jeg skriver musik. For at efterlade mig noget, siger Thomas Buttenschøn.
"Er der godt vejr i himlen?" udkom 8. februar.
/ritzau/
Af Kristine Dam Johansen, Ritzau FOKUS