Da Thomas Bo Larsen indspillede Thomas Vinterbergs Cannes-hædrede drama, "Jagten", havde han kunstigt skæg på.
Det var vanskeligt at få skægget til at hæfte på huden, for alkoholen, der dampede ud af porerne på ham, er limopløsende.
For første gang fortæller den prisvindende skuespiller nu hele historien om sit 36 år lange misbrug. Det sker i programserien "Langt ude i Lapland - med Thomas Bo og Lene Beier".
- Efter premieren på "Druk" tænkte jeg, at det var på tide at give det videre, jeg selv har fået. Men jeg kunne ikke forestille mig at gøre det i et tv-studie med nogle store lamper i hovedet.
- At bruge 14 dage med et menneske, jeg overhovedet ikke kendte, sejle, vandre og sove i telt, kunne næsten ikke være en bedre ramme for mig, siger Thomas Bo Larsen.
For to år siden medvirkede han i anden Thomas Vinterberg-film, nemlig det Oscar-belønnede komediedrama, "Druk". De har været venner i snart 30 år og hinandens livsvidner.
Oprindelig var filmen en hyldest til promillens evne til at give sig 100 procent. Men for andre er dråberne destruktive. Det havde Thomas Bo Larsen erfaret på grummeste vis, så manuskriptet ændrede sig og fik spektret med.
Det er otte og et halvt år siden, at den 58-årige skuespiller blev ædru. Efter drikketrangen og -tankerne er forsvundet, frygter han ikke at falde i. Derfor kan han nu sætte ord på hele historien.
Det sker over for Lene Beier, når de sammen drager så nordpå i Sverige, at de nærmer sig polarcirklen. Her skal de lære at leve i vildmarken.
- Jeg synes, hun har en utrolig god udstråling. Hun er meget nysgerrig på mennesker, og det er jeg også.
- Så kemien var jeg ikke så nervøs for. Men man kan jo aldrig vide, når man sidder og skider i skoven lige ved siden af hinanden, siger Thomas Bo Larsen med et grin.
Thomas Bo Larsen var 14 dage i vildmarken med tv-værten Lene Beier, som han ikke kendte på forhånd. De kom hurtigt meget tæt på hinanden. - Mødet med Lene var enormt berigende. Det var jo et portrætprogram af mig. Men i og med at Lene også giver så meget af sig selv, bliver det ikke en monolog, men en samtale og en dialog. Og det var en rigtig fed måde at lave et portrætprogram på, lyder det fra skuespilleren. (Stillfoto). TV 2 DANMARK © (copyright TV 2)/Free
Lige fra begyndelsen understregede han, at hun måtte spørge ham om alt - han ville svare uden forbehold.
Hun begynder med barndommen, de formative år. Thomas Bo Larsen voksede op i Værebroparken med sine forældre. De drak begge - faren mest, men moren også meget.
Thomas Bo Larsen begyndte at flakke rundt og fandt et fællesskab blandt områdets andre rødder.
Drengene begyndte at sniffe lightergas og ryge hash. Ingen opdagede, hvad de lavede. Og selv opdagede de ikke deres deroute.
Misbruget eskalerede over årene. Torsdagen blev inddraget som en del af weekenden, og efterhånden kom der også hvidvin på bordet i hverdagen.
Da det var allerværst, røg der en flaske vodka ned, adskillige glas vin, to gram kokain og fire-fem sovepiller at falde til ro på. Om dagen.
Thomas Bo Larsen troede, han var fri. Indtil han erkendte, han var i fængsel.
- Jeg kunne ikke mere. Jeg gad ikke engang at leve mere. Jeg skulle desværre så langt ud, fordi jeg er opvokset med sådan en mandschauvinistisk John Wayne-far. "Vi klarer os selv".
- Min far drak sig selv i smadder. Han krympede fuldstændig sammen og lignede en sæk, der var brændt af. Jeg tænkte: Der skal jeg aldrig nogensinde ende. Men det gjorde jeg, siger Thomas Bo Larsen.
I 14 dage skifter skuespilleren Thomas Bo Larsen sin lejlighed på Islands Brygge ud med et telt i vildmarken. - Den store overraskelse for mig var glæden ved at se et busstoppested - bare det at finde et skur, hvor man kunne sidde i læ på noget, som ikke var en træstub. Og så blev jeg overrasket over, hvordan små ting lige pludselig blev meget, meget vigtige. Det var meget lærerigt. Det nyttede sgu ikke, at jeg tabte min drikkedunk, eller at mine strømper blev våde. (Stillfoto). TV 2 DANMARK © (copyright TV 2)/Free
Hans far døde af druk. Og seks af de drenge, han hang ud med i Værebroparken, har han også begravet.
Fortvivlet tog Thomas Bo Larsen til et møde i Anonyme Alkoholikere, AA. Her fandt han et nyt fællesskab, og det blev hans redning.
- Jeg var sikker på, at jeg var den eneste i verden, der havde det så ad helvedes til, som jeg havde. Men derinde sad der andre mænd og fortalte fuldstændig samme historie.
- De sad sgu og smilede og havde pænt tøj og nystrøgne skjorter på. I AA er der kraftedeme også læger og helikopterpiloter. Det gav mig håb. Pludselig fandt jeg ud af, at jeg ikke behøvede at lyve mere. For det gør man, når man er afhængig.
I mange år forsøgte Thomas Bo Larsen at skjule sit misbrug og forskåne sine nærmeste fra det.
Især datteren Sally.
- Da hun boede hjemme, havde jeg hende altid to-tre dage om ugen. Jeg ventede med at drikke, til hun var lagt i seng. Jeg har nogenlunde kunnet skjule mit misbrug for hende. Ikke helt, men nogenlunde.
- Gud forbarme sig har hun - som hun selv siger det - ud over en enkelt gang ikke set mig rode fuldstændig rundt.
Efter Sally er blevet voksen, har han været hudløs ærlig og fortalt hende om de fatale konsekvenser, misbrug medfører. Så han frygter ikke, at det går videre, selv om det flyder med kokain i byen.
De har altid haft et fantastisk forhold, fortæller han.
I forhold til sine egne forældre har han sluppet vreden.
- Det var afhængigheden, der tog dem. Ikke mennesket, siger han nøgternt.
Afhængigheden var også ved at tage ham. Han har aldrig drukket, når han har været på optagelser, men det er hændt, at han er mødt ind med en funktionspromille.
- Efter jeg blev ædru, kunne jeg først ikke forstå, hvorfor fanden jeg havde så travlt med at komme ud ad døren efter arbejde.
- Men det var, fordi jeg i så mange år bare skulle hurtigt hjem og have noget at drikke. Den mekanisme sad stadig i mig i lang tid, fortæller han.
Thomas Bo Larsen har vundet et hav af priser for sine præstationer på film og tv. De står på en hylde i hans lejlighed på Islands Brygge i København.
Side om side med statuetterne står en lille æske. I den ligger en mønt, som markerer hans første måned som ædru. Første måned, siden han var 14 år.
Den betyder mere end nogle af de andre priser. Han fik den for snart otte og et halvt år siden. Og de har været de bedste år i hans liv.
- Jeg er ædru for 24 timer ad gangen. Hver eneste dag, jeg står op, beslutter jeg mig for at forblive ædru. Der er mange, der siger: "Man fortryder fortiden og frygter fremtiden". Så jeg prøver at være i nuet.
- Jeg må nive mig selv i armen, for det kan sgu snart ikke blive bedre. Men det bliver det, siger han.
Det sidste punkt i AA's 12-trinsprogram er budskabet om at give sine erfaringer videre.
I dag er Thomas Bo Larsen sponsor for fire personer, der kæmper samme kamp, som han gjorde.
- At se dem blive mere og mere ædru er fantastisk, siger han.
- Jeg har engang haft en bokseklub. Det var fantastisk at se de drenge, der kom ind med spaghettiarme, få bøffer og pludselig kunne score piger. Det er lidt det samme her.
Derfor deler han nu også sin historie i "Langt ude i Lapland - med Thomas Bo og Lene Beier".
- Hvis jeg bare kan inspirere et menneske, er missionen fuldbyrdet, siger han.
Trods alvoren er programmet også fyldt med humor og lune - for drengerøven fornægter sig aldrig.
- Jeg har lært af Thomas Vinterberg, at hvis man kan grine og græde i samme film, er opgaven lykkedes.
"Langt ude i Lapland - med Thomas Bo og Lene Beier" får premiere på TV 2 den 14. marts klokken 20.
/ritzau/
- Det er en sjov ting med den måde, jeg lever mit liv på, og det, som AA er bygget op på. Det er i virkeligheden, at jeg bare skal koncentrere mig om i dag. Jeg skal bare være ædru i dag. Jeg ved ikke, om jeg drikker i morgen - jeg aner det ikke. Jeg tager en dag ad gangen, og det har jeg gjort i snart otte og et halvt år nu, siger skuespiller Thomas Bo Larsen. (Arkivfoto). Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Af Eva Maria Brandi, Ritzau Fokus