Blot en uge efter at forsvarsminister Nick Hækkerup (S) afviste at give asyl til tolke, der arbejder for det danske forsvar i Afghanistan, viser en ny FN-rapport, at Taliban går langt mere målrettet efter at ramme civile, der som tolkene arbejder for de internationale styrker.
Det har ført til mere end en fordobling af såkaldte targeted killings - likvideringer - af regeringsvenlige civile på blot ét år, konkluderer FN's mission i Afghanistan (Unama) i rapporten. Det skriver Information.
I 2012 var der 1077 drabsforsøg på civile, der anses som regeringsvenlige eller arbejder for koalitionsstyrkerne, mens der i 2011 var 605 angreb. Sidste år fik angrebene i 698 tilfælde en dødelig udgang mod 431 i 2011.
Amnesty International frygter derfor for de tolke, der arbejder for de danske styrker.
- Det her viser tydeligt, at Taliban er i stand til at ramme tolkene. Og vi ved fra Udlændingestyrelsens rapport om problemet, at tolkene er blandt de mest eftertragtede mål, siger organisationens talsmand, Ole Hoff-Lund, til Information.
Han vil nu skrive til forsvarsminister Nick Hækkerup (S) og bede ham genoverveje regeringens beslutning om ikke at give de afghanske tolke asyl, når de danske styrker trækker sig ud af Afghanistan i 2014.
Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) har trods kritik stået fast på, at der ikke er saglige grunde til at tilbyde asyl i Danmark til de afghanske tolke, som har bistået danske soldater under den langvarige krig i landet. Venstre og Dansk Folkeparti støtter regeringen
/ritzau/