Det var formentligt et internt opgør mellem to grupper, der lørdag eftermiddag udløste et masseslagsmål midt på åben gade på Frederikssundsvej i København.
Tre eller fire biler standsede midt på vejen, og ud sprang et par håndfulde personer, der gik løs på hinanden med alt, hvad de kunne finde.
Ifølge TV 2 News var de bevæbnede med køller og knive, og flere biler blev smadret.
Politiet anholdt syv personer på stedet - resten var stukket af, da politiet nåede frem.
En enkelt af de anholdte måtte forbi skadestuen for at få behandlet en flænge i hovedet.
- Det har set voldsomt ud for de vidner, der overværede det. Men de har ikke rigtig ramt hinanden. Så det er nok ikke så slemt, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi til avisen.dk.
Afhøringer skal nu klarlægge, om de anholdte skal sigtes.