I to uger har blodet flydt i Syrien, hvor regimet slår hårdt og brutalt ned på oprøret i landet. Ligesom i en række andre mellemøstlige lande vil en stor del af befolkningen have demokrati og går på gaden for at demonstrere.
Præsident Bashar al-Assad, mener dog ikke, at der er problemer i landet. Det har han netop sagt i en direkte tv-tale.
"Enheden er stor i Syrien. Det, der sker, er en test for vores enhed. Syriens fjender forsøger at underminere nationen. Det er en verdensomspændende konspiration mod Syrien," sagde præsidenten i talen.
Noget tyder ellers på, at enhedsfølelsen i det mellemøstlige land ikke er stor. Tusinder demonstrerer mod Assads jernhårde og brutale styre. Det har kostet mindst 60 mennesker livet.
Syrien har været styret med hård hånd af Baath Partiet siden 1963. Bashar al-Assad har været præsident, siden han overtog magten fra sin far i år 2000.
Talen blev holdt i parlamentet, hvor præsidenten blev hyldet af tilhørerne.
Han proklamerede, at der ikke bliver gennemført moderne reformer, før der er ro i landets gader.