Syriens præsident, Bashar Assad, er i et interview med avisen Sunday Telegraph kommet med en kraftig opfordring til det internationale sikkerhedsmiljø.
"Syrien er brændpunktet nu i denne region. Det er den kritiske linje, og hvis man leger med undergrunden, forårsager man et jordskælv. Ønsker I at se et nyt Afghanistan, titusinder af Afghanistan'er?" siger Assad til avisen.
Ifølge internationale medier, er Bashar Assad bekymret for, om Nato og USA vil intervenere i Syrien, hvor en frihedskamp mod landets regering ind til videre har varet i syv måneder.
Frihedskæmperne har opfordret det internationale miljø til at oprette en flyvefri-zone over Syrien, fordi man frygter, at den syriske regering sætter militærfly ind i kampen. Men Syrien har magtfulde allierede i regionen, og en vestlig intervention kan skabe alvorlige sikkerhedsmæssige problemer i regionen, skriver CBS News.
"Uro i Syrien kan skabe usikkerhed i regionen, da Damaskus' (Syriens hovedstad, red.) forbindelser rækker til Libanons magtfulde Hizbollah-bevægelse, det militante palæstinensiske Hamas og Irans Shiitiske regering," skriver CBS News.
En eventuel international konflikt i Syrien kan dermed få vidtrækkende konsekvenser for regionen. Syrien deler desuden grænser med USA's tætte allierede, Israel, og Nato-landet Tyrkiet.
Syrien har forment størstedelen af den internationale presse adgang til landet, ligesom lokale reportere har fået mundkurv på.
Kilde: CBSnews.com