I vores dejlige lille land slider vi fortsat med en af flere store forhindringer for udfoldelse, nemlig Janteloven. Det er ikke velset at have succes, og har man Matador"s Mads Skjern på nethinden, er det vel et meget godt eksempel på, hvor lang tid der skulle gå, før han blev accepteret – og blev han? I nyere tid har vi vel kun Simon Spies, som dygtigt forstod at lave et PR-stunt for at få succesen til at glide med ned. Senere kom folk som Riskjær, Michael Mathiessen og andre. For ikke at nævne Kurt Thorsen som delvist med Spies" hjælpemidler i PR-regi sikkert gik over stregen med sine forretningsmæssige metoder. De blev alle dømt af befolkningen, uagtet at de bragte lys og håb for andre – de viste vejen på hver sin måde, men skulle alligevel ikke tro, at de er/var noget.
Jaget vildt
Ud at det hele opstår så tanken om, at vi skal finde syndebukke, som vi kan slagte og sige: »Hvad sagde jeg«. De kulørte ugeblade har serier som »Dem mistede vi i året der gik« – snart vil serier som »Dem fik vi slagtet og ned med nakken« sikkert komme.Vi ser det især på den politiske scene, hvor pressen og offentligheden simpelthen kræver at nogen stilles til ansvar, så har vi det bedst. Vi får måske kun fat i overfladen og når ikke til bunds i det virkelige problem. Se for eksempel sidste års tydeligste syndebukke, Lars Barfoed og Kenneth Plummer.
Jaget vildt
Barfoed nåede knapt at sætte sig i stolen, før han var jaget vildt, og til sidst blev han ofret for at skabe ro på overfladen. Kenneth Plummer havde dårligt besøgt sin nye arbejdsplads DR, før han skulle stå til regnskab for beslutninger og budgetter, der klart lå før hans tid, og som han kun kunne forholde sig til at gribe ind over for fra den dag, han overtog ansvaret. Da det ikke lykkedes at tørre tingene af på Plummer, måtte vi straks videre til bestyrelsesformanden – en syndebuk, det ville vi have. Vi havde det bedst med at dømme ham og Plummer – for så kunne vi sige: »se selv, det virker ikke«. DR byen er ikke reddet og ej heller Barfoeds tidligere ministerium, blot fordi vi fik slagtet toppen, men vi fik ro for en stund.
Vi er imod forandringer
Vi dømmer også vores helte meget hårdt. Vi sørger for, at der ikke skabes nødvendig råderum for at afprøve nye muligheder, og for at andre skal få succes. Vi tænker ikke på, at andres succes kan blive vores succes – nej, vi søger syndebukke, som vi kan slagte for at sikre, at tingene ikke går for stærkt, og at forandringerne ikke bliver alt for store. I stedet skulle vi netop vise, at vores lille land har noget at byde på med innovation – at vi tør skabe morgendagens helte og fejre dem i stedet for at søge syndebukke. Det hæmmer vores virksomheder og ikke mindst det politiske system, hvor alle skriger på, at vi skal have bedre politikere. Men hvem gider at stille op for at blive pillet ned igen, hvem gider at ofre en privat professionel karriere for en politisk løbebane, der kan blive kort, fordi man ikke får råderum og mulighed for at sætte sit præg, før man er slagtet igen.
Lad os tillade lidt mere
Lad os i stedet skabe det råderum, hvor vi tillader lidt mere, fortsat under dyb ansvarlighed naturligvis, men hvor ordsproget i stedet for »Du skal ikke tro, du er noget« bliver »Det er lettere at tæmme en vild laks end at puste liv i en død sild«.Kun hvis vi giver de vilde laks mulighed for at trives, når vi alle sammen videre, ellers kommer vi til at ligge sammen med alle sildene, og så kommer det for alvor til at lugte på et tidspunkt.