Selvom episoder som den, der natten til tirsdag fandt sted på Odense Universitetshospital, hører til de absoluttet sjældenheder, har landets store hospitaler løbende investeret i mere sikkerhed gennem de senere år.
Det sker på baggrund af talrige større eller mindre episoder med uroligheder, trusler og vold.
På Rigshospitalet var der så sent som sidste weekend en episode med knivstikkeri.
- Vi har truffet særlige foranstaltninger og sikret adgangsveje i samarbejde med politiet, for at imødegå situationer som den i Odense, fortæller kommunikationschef, Marianne Uldall.
- Det er ikke noget nyt for os. Vi har igennem mange år arbejdet med at sikre sygehuset, tilføjer hun.
På Aarhus Universitetshospital oplever man også ofte mindre episoder, men ledende overlæge Ole Mølgaard understreger, at episoder som den i Odense hører til det ekstreme.
Samme melding kommer fra Aalborg Sygehus, hvor ledende overlæge Jørn Møller fortæller, at personalet ofte har kontakt til politiet, men aldrig oplevet noget, der kan sammenlignes med nattens uroligheder i Odense.
- Vi har da ofte kontakt til politiet. Nok en til flere gange hver weekend, men det er ofte fulde mennesker, der ikke følger henstillinger om at falde til ro. Så det er absolut i småtingsafdelingen, siger han, og fortsætter:
- Og indimellem sker der nogle lidt større ting. Vi havde for nylig en patient, som fik fat i en politimands pistol på skadestuen, men ellers har vi ikke haft noget, der ligner det i Odense.
På samme måde som Rigshospitalet har man i Aalborg lavet ekstra sikkerhedsforanstaltninger de senere år for at gøre det mere sikkert for personale og patienter.
Hverken Rigshospitalet, Bispebjerg Hospital, Hvidovre Hospital, Aarhus Universitetshospital eller Aalborg Sygehus har ønsket at få vagter, som en del af sikkerhedsoprustningen.
Til gengæld bruger de flere steder overvågningskamera ved indgangene og i venteværelser og personalet bærer overfaldsalarmer.
/ritzau/