Sverige har besluttet at udvise fem russiske diplomater.
Det oplyser Sveriges udenrigsminister, Tobias Billström, til den svenske tv-station SVT tirsdag eftermiddag.
- Deres aktiviteter på vores territorium har været uforenelige med deres status som diplomater, siger Billström til SVT.
Han fortæller, at han har kontaktet Ruslands ambassadør, Viktor Tatarintsev, og informeret ham om, at fem personer, som er ansat ved ambassaden, bliver bedt om at forlade landet.
Det fremgår ikke, hvad de fem diplomater har gjort, men det svenske udenrigsministerium siger ifølge Reuters, at Rusland ifølge svenske sikkerhedsmyndigheder i lang tid har udøvet efterretningsarbejde i landet.
- Det er en sikkerhedstrussel, som regeringen tager meget alvorligt, lyder det i en udtalelse fra det svenske udenrigsministerium ifølge Reuters.
SVT er ikke lykkedes med at få en kommentar fra Ruslands ambassadør. Over for Reuters har den russiske ambassade i Sverige ligeledes afvist at komme med en kommentar.
Udmeldingen kommer, to uger efter at nabolandet Norge besluttede at udvise 15 russiske diplomater.
Det skete i kølvandet på udgivelsen af en dokumentarserie, som medier i de nordiske lande - herunder DR - står bag.
Den omhandler Ruslands hemmelige aktiviteter i Norden, herunder blandt andet brugen af skibe til at kortlægge havvindmølleparker og gasrørsledninger i farvandene omkring Danmark, Norge, Finland og Sverige.
Sidste gang Sverige udviste russiske diplomater var i april sidste år.
Flere europæiske lande har i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 bedt russiske diplomater om at rejse hjem.
/ritzau/