Superligaens topscorer, Aron Johannsson, kommer ikke til at forsvare sin position i de kommende uger.
AGF-angriberen skal holde pause i nogle uger på grund af en lyskeskade.
- Jeg har fået at vide, at det koster to-tre ugers pause, så jeg er definitivt ude af FCK-kampen. Og det bliver et kapløb at blive klar til opgøret mod Horsens, siger Aron Johannsson til eb.dk.
AGF, som lige nu er nummer fire i Superligaen, tager 4. november mod topholdet FC København.
Fem dage senere venter AC Horsens på udebane.
Allerede om to dage skal AGF møde Lyngby på udebane i pokalturneringen, og det bliver selvsagt også uden islændingen.
Aron Johannsson var på grund af skaden ikke med, da AGF søndag mødte OB på udebane.
Den aarhusianske klub klarede sig fint uden sin topscorer og vandt 4-2.
/ritzau/