Myndighederne frygter olieforurening i Øresund, efter at et stort fragtskib gik på grund i sejlrenden ud for København i nat.
- Der er tale om en mellemstor coaster, og vi er kommet om bord her ved halvsyvtiden. Nu undersøger vi skibet for de skader, det måtte have pådraget sig ved mødet med havbunden, siger stabsvagten i Søværnets Operative Kommando (SOK) ifølge jp.dk.
Der er tale om coasteren 'Rose Thorn' på 1500 ton. Skibet er indregistreret på den caribiske ø Skt. Vincent.
Det er fortsat uvist, hvilken fragt det medbringer. Der er dog ikke umiddelbart tegn på, at skibet lækker olie, men skibet undersøges alligevel grundigt.
- Når et skib rammer bunden, kan bunden kom til at fungere som en slags prop, der eksempelvis holder olien fra tankene inde. Derfor skal vi gå skibet grundigt igennem, før det vil blive forsøgt trukket flot, siger stabsvagten.
Skibstrafikken gennem Øresund og Storbælt er de seneste år vokset dramatisk som følge af udbygningen af de russiske oliehavne.
En analyse foretaget for nyligt af rådgivningsfirmaet COWI fastslår, at et mellemstort olieudslip som følge af kollision eller grundstødning i dansk farvand vil ske i gennemsnit hvert femte år.