På grund af vedligeholdelsesarbejde på Storebæltsbroen vil der i næste uge i perioder være dobbeltrettet trafik.
Arbejdet på broen vil foregå i aften- og nattetimerne, og det betyder, at broen lukkes kortvarigt ad flere omgange for at omlægge trafikken.
Det skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse.
Vedligeholdelsesarbejdet udføres fra mandag den 2. juni til onsdag den 4 juni, og den dobbeltrettede trafik vil køre i den ene side af broen.
Sådan påvirkes trafikken
- Fra mandag den 2. til onsdag den 4. juni, vil der være dobbeltrettet trafik på Storebæltsbroen i aften- og nattetimerne mellem klokken 19.00 og 05.45.
- I denne periode er der hastighedsbegrænsning på 80 km/t. Overhaling vil være forbudt.
- For at omlægge trafikken til dobbeltrettet trafik lukkes hele broen kortvarigt om aftenen og om morgenen i 45 minutter.
- Det sker fra klokken 19.00 til 19.45 og igen fra klokken 05.00 til 05.45.
- Der vil opstå ventetid i forbindelse med lukningen, så det anbefales at krydse broen uden for disse tidsrum.
Præcise tider for kortvarig lukning af broen
- Mandag den 2. juni fra 19.00-19.45
- Tirsdag den 3. juni fra 05.00-05.45 og 19.00-19.45
- Onsdag den 4. juni fra 05.00-05.45