Med indkøbet af fem nye førerløse fly har Storbritannien nu fordoblet sin beholdning af de såkaldte droner.
Flyene skal både bruges til overvågning og til at fragte Hellfire-raketter og bomber på mere end 200 kilo til brug i Afghanistan.
- Langt størsteparten af de ubemandede fly bruges til overvågning og rekognoscering til støtte for vore soldater i frontlinjen. Flyene bidrager med afgørende efterretninger og hjælper med at redde liv i Afghanistan, lyder det i en meddelelse fra det britiske forsvarsministerium.
Hidtil har briterne fjernstyret deres droner i Afghanistan fra en amerikansk flybase i Nevada. Men i de seneste 18 måneder har briterne bygget deres eget kontrolrum ved flybasen Waddington i Lincolnshire.
Dermed vil de nye fly blive dirigeret rundt fra basen i Storbritannien, mens de fem gamle fly af samme type stadig bliver sendt i luften af amerikanerne på basen i Nevada.
En talsmand for det britiske forsvarsministerium oplyser, at dronerne har bidraget med mere end 100.000 timers "vedvarende efterretninger" siden 2006.
Ikke desto mindre er USA's og Storbritanniens brug af droner et omstridt emne, blandt andet på grund af vedvarende anklager om, at civile jævnligt bliver ramt under angrebene.
Avisen The Guardian skriver, at briternes droner har affyret 334 laserstyrede raketter og bomber mod formodede militante oprørere i Afghanistan.
Forsvarsministeriet oplyser desuden, at de britiske droner "kun" har kostet fire civile afghanere livet siden 2008.
/dpa