Lørdag over middag måtte Nordjyllands Beredskab rykke ud til en sø i Hedelund Park ved Brønderslev, hvor en kvinde forgæves havde forsøgt at hjælpe sin hund, som var gået igennem isen på søen. Det skriver TV2 Nord.
Kvinden var ude at gå tur med sin jagthund af racen springer, da den pludselig fik øje på en flok fugle og fik vristet sig løs fra sin ejer.
Herefter strøg den afsted ud på søen, men isen var ikke stærk nok til at holde. Omring 20 meter ude på søen, gik hunden igennem.
Ejeren, som beskrives som en moden kvinde, forsøgte i næsten en halv time at redde sin hund, som kæmpede for livet i det iskolde vand, men ikke selv kunne komme op.
Lidt i et nåede Nordjyllands Beredskab frem og fik reddet hunden op fra det kolde vand. Selv om den var kold og træt, mener indsatslederen, at den nok skal klare den.
- Hunden var lykkelig for at blive genforenet med sin ejer og få fast jord under poterne igen, siger indsatsleder Per Hansen, til TV2 Nord.