Den 51-årige Stig Grenov er ny formand for Kristendemokraterne. Han er blevet valgt uden modkandidater på partiets landsmøde i Middelfart lørdag.
- Det er mit erklærede mål at få Kristendemokraterne i Folketinget, siger Stig Grenov efter valget.
Stig Grenov afløser den tidligere formand Per Ørum Jørgensen, der forlod formandsposten i begyndelsen af september på grund af interne stridigheder i partiet.
Kristendemokraterne kom første gang i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973.
Her kom partiet ind med hele syv mandater. Men efter at have været med i flere regeringer røg Kristendemokraterne ud af Folketinget i 1994.
Partiet kom dog tilbage i 1998 under daværende formand Jann Sjursen. Men i 2005 dumpede Kristendemokraterne igen under spærregrænsen, og partiet har ikke siden formået at få stemmer nok til at komme på tinge.
Ved det seneste valg i 2011 stemte 28.070 danskere - eller 0,8 procent - på Kristendemokraterne.
Den nye landsformand har været medlem af partiet siden 1990. Han kommer fra posten politisk næstformand.
/ritzau/