Stein Bagger har netop erklæret sig skyldig i bedrageri af særlig grov beskaffenhed og groft dokumentfalskneri.
Det var en mærkbart afdæmpet Stein Bagger, der få minutter efter klokken 11 ankom i retssal 3.1 ved Retten i Lyngby mellem to betjente.
Med sig havde betjentene en mappe med teksten '"Afhøringsteam" - Stein Bagger'.
Kort forinden var de 19 journalister, der havde fået lov til at komme med ind, blevet henvist til deres numererede pladser i det lille retslokale.
Dommer Jens Seerup Holm bad Stein Bagger om at identificere sig selv. Bagger talte hæst og lavmælt, da han sagde sit navn og cpr-nummer og lignede ikke de tidligere billeder af finanskanonen. Han så træt ud og havde røde øjne.
"Det var vidst klokken 9," sagde Stein Bagger til dommerens spørgsmål om, hvornår han var landet. Han blev rettet af sin forsvarer, der fortalte at maskinen var landet cirka 8.20.
Stein Bagger var kronraget, bar en sort trøje, der var smøget op ved ærnerne, lyse bukser og kondisko. Ingen af Stein Baggers venner eller familie var mødt op til grundlovsforhøret.
Vicestatsanklager Per Justesen læste anklagen op. Den lød på bedrageri af særlig grov beskaffenhed og groft dokumentfalskneri i to punkter på henholdsvis 51 mio. kr. og 1 mia. kr.
Forsvarer Jesper Madsen oplyste, at Stein Bagger erklærede sig skyldig i punkt 1 og 2, men at de ikke var enige i beløbet.
Anklageren begærede dørene lukket på det grundlag, at efterforskningen stadig er i gang.
Trods protester fra pressen måtte denne forlade lokalet. Her kaster Bagger et langt, udtryksløst blik efter journalisterne, som de forlader lokalet.