Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki er kommet stærkt fra start i WTA-turneringen Dubai Tennis Championships.
Selv om hun på papiret havde fået en hård lodtrækning i første runde, havde danskeren ingen problemer med at spille sig videre i turneringen med en sejr på 6-2, 6-2 over tjekken Lucie Safarova.
Safarova ligger nummer 18 på den aktuelle verdensrangliste, men hun kom aldrig ind i kampen mod en velspillende Wozniacki, som gjorde sig færdig i løbet af præcis en time.
Dermed fik den 8.-seedede dansker revanche for de to spilleres seneste møde i Qatar Open i Doha sidste år, hvor den tjekkiske spiller vandt i tre sæt.
Caroline Wozniacki har gode minder fra turneringen i Dubai, som hun vandt i 2011. Sidste år blev det til en plads i semifinalen, hvor hun tabte til tyske Julia Görges.
I anden runde venter kinesiske Jie Zheng, der er rangeret som verdens nummer 44. Trods den forholdsvis lave rangering, kan Zheng let vise sig som en vanskelig opgave.
Kineseren fører nemlig 3-1 over Wozniacki i indbyrdes kampe.
/ritzau/