Paranoid Park
Instr: Gus Van Sant
Nogle vil falde hen, nogle vil få øjnene op. For at iscenesætte en film om tilstanden teenager så dvask og søvnigt, som det her er tilfældet, vil dele bio-salen, og det kan kun en mester som Gus Van Sant ( Good Will Hunting ) slippe af sted med.
Paranoid Park tager tråden fra Elephant (der handler om mordene på Columbine High School) op og lader igen kameraet snurre om tænksomme teenagere (atter spillet af amatørskuespillere), der med sin stilistiske sendrægtighed og sporadiske tidsspring bevidst tester din tålmodighed.
For Van Sant stiler mod æstetiske state of mind -film, denne gang om en 16-årig skaterdreng, der ved et uheld kommer til at dræbe en sikkerhedsvagt. Han siger det ikke til nogen, heller ikke selvom politiet banker på (tjek lige den fede dialog i de scener), og det er filmens omdrejningspunkt. Det usagte. Det at havne i et moralsk dilemma, som plager dine tanker.
Derfor er Paranoid Park fortalt i et drømmeagtigt filmsprog, nærmest fraværende og søvngængeragtigt. Den kræver, at du er udsovet, men jeg skal love for, at man vågner op, da en sikkerhedsvagt bliver skåret over af et fragttog, hvorefter hans overkrop kravler videre med et lamslået blik.
Stærk kost og et billede, der ikke sådan lader sig slette fra harddisken. Det samme med denne film. Den sætter sig.
Anmeldt af René Fredensborg