En af Sri Lankas helt tunge politiske veteraner er torsdag blevet udnævnt som ny premierminister i det kriseramte land.
Det står klart, efter at 73-årige Ranil Wickremesinghe torsdag er blevet taget i ed som premierminister af præsident Gotabaya Rajapaksa.
Det bliver sjette gang, at Wickremesinghe indtager premierministerposten.
Han får til opgave at finde en vej ud den værste økonomiske krise, som landet har oplevet, siden det fik sin uafhængighed i 1948.
Han skal samtidig forsøge at dæmpe de uroligheder, der præger landet.
- Vi står over for en krise, og den skal vi have løst, siger Wickremesinghe, efter at han torsdag blev taget i ed i hovedstaden Colombo.
Netop i Colombo har der i flere uger været demonstrationer mod præsident Gotabaya Rajapaksa og ekspremierminister Mahinda Rajapaksa.
Sidstnævnte, der er storebror til Gotabaya, forlod sin post mandag.
Det skete, efter at de ellers fredelige demonstrationer havde udviklet sig voldsomt i Colombo. Flere personer blev dræbt i sammenstød.
Der er blandt andet mangel på mad, brændstof og medicin i Sri Lanka.
- Vi vil have vores land tilbage i en position, hvor vores folk igen kan få tre måltider om dagen, siger Wickremesinghe ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vores ungdom skal have en fremtid, tilføjer han.
Efter voldelige sammenstød mandag og tirsdag blev sikkerhedsstyrker sendt på gaden med ordre om at skyde alle demonstranter, der enten ødelægger offentlig ejendom eller truer andre personer på livet.
Det har været med til at dæmpe noget af uroen i landet.
Torsdag morgen blev et udgangsforbud kortvarigt ophævet for at folk kunne anskaffe sig nødvendige forsyninger. Seks timer senere blev det genindført.
Der er cirka 22 millioner indbyggere i Sri Lanka, der ligger sydøst for Indien.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.