Når forskerordningen er udløbet, pakker mange udenlandske specialister kufferten og siger farvel og tak.
De synes ikke, at Danmarks høje beskatning er speciel attraktiv.
"Som ordningen er nu, så vælger mange ordningens sidste år fra. Det er kun 50-100 der vælger at blive, selvom flere tusind har været med. Det skyldes blandt andet beskatningen, og gør, at virksomhederne har svært ved at skaffe kvalificeret arbejdskraft," siger Tine Horwitz, der er leder af Konsortium for Global Talent.
Hun mener, at det kommer til at skade Danmark på langt sigt.
"Det er katastrofalt for velfærden i Danmark. Den forudsætning, som virksomhederne har for at skaffe arbejdskraft i udlandet forsvinder. Det betyder at produktiviteten bliver meget svær at fastholde i Danmark," siger hun. Hun frygter, at jobsene i stedet vil blive flyttet til udlandet.
De udenlandske specialister, som kommer til Danmark har de første tre år en ordning, der tillader dem at betale 31 procent i skat inklusive sociale bidrag. Når de tre år er gået, og de forlænger opholdet i yderligere to år, stiger skatten til 38,36 procent. Samtidig skal man betale ekstra skat for de første år i Danmark.
Tine Horwitz venter, at der i 2019 vil der mangle 105.000 højtuddannede medarbejdere.