Når valgkampen til næste års kommunalvalg går i gang, bliver det sultne vælgerkorps i Solrød Kommune ikke tilbudt andet end en omgang politiske udmeldinger.
Det har Socialdemokraterne og Venstre i kommunen givet hinanden hånd på i en ny aftale, der betyder, at alle former for valgflæsk er taget af bordet, skriver Dagbladet Køge.
Udspillet kommer fra Socialdemokraternes formand for Familie- og Uddannelsesudvalget, Tonny Lauridsen, der vil værne om resultaterne af de sidste års intensive sparerunder.
- Sidste år sparede vi røven ud af bukserne, men i år kunne vi klare det uden de store tilpasninger. Næste år kunne man godt frygte, at man lukker ordentligt op for posen igen, siger Tonny Lauridsen.
- Det er set før, og det er ikke raketvidenskab. Det er altid sjovere at være gavmild i et valgår, og det er aldrig svært at få nogen med på tanken, tilføjer han.
Han mener ikke, at partierne maler sig op i et hjørne, der fastlåser den almindelige drift og prioriteringen i budgettet.
- Alle politikere ved godt, hvornår der er tale om valgflæsk. Det kan ikke nytte noget, at vi overbyder hinanden med ting, der kun kan lade sig gøre, fordi andre også vil have valgflæsk igennem.
- Der er ingen, der er i tvivl om, hvornår der er tale om et rent valgbudget, mener Tonny Lauridsen.
Hos Venstres borgmester i Solrød vækker Socialdemokraternes indstilling stor glæde.
- Det er en stærk udmelding fra Socialdemokraterne. Vi afskaffer valgflæsket, og den ansvarlighed, vi har vist, fortsætter også i et valgår. Det fortjener de stor respekt og anerkendelse for, siger borgmester Niels Hörup til Dagbladet Køge.
/ritzau/