En 39-årig mand fra København er blevet sigtet for trusler mod tjenestemand, efter at han i en motorbåd i Københavns Havn holdt en geværlignende genstand op i luften, mens hans båd blev forsøgt standset af politiet.
Mandens handling fik en betjent til at affyre et varselsskud, fordi han følte sig truet.
Det fik manden til at kaste våbnet ned i bunden af båden, og det viste sig at være en softgun.
- Men der er tale om et utroligt vellignende våben. Du kan ikke se forskel på legetøjsvåbnet og et rigtigt våben, siger vagtchef Henrik Stormer, Københavns Politi.
Politiet havde sat en båd i vandet, efter at der fredag ved 15.30-tiden kom en anmeldelse om, at fem-seks personer i en større motorbåd holdt skydeøvelse i vandet ved Refshalevej bag Christiania.
Da politiets båd nåede frem, var motorbåden sejlet ud i havnen ved Nordre Toldbod, og da politiet kontaktede de ombordværende, var det, at manden holdt den geværlignende genstand op i luften.
Politiet opbragte motorbåden, der havde i alt seks personer om bord.
Båd- og våbenejeren, der er en 39-årig mand fra København, er sigtet efter straffelovens paragraf om trusler mod tjenestemand.
Han bliver ifølge vagtchefen løsladt, når han er blevet afhørt af politiet.
Som altid når politiet bruger tjenestevåbnene, er Den Uafhængige Politiklagemyndighed blevet underrettet om episoden.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.