SF's afgåede partiformand, udenrigsminister Villy Søvndal, tror ikke, at der bliver ændret nævneværdigt ved regeringsgrundlaget under de igangværende forhandlinger mellem hans efterfølger, Annette Vilhelmsen, og regeringspartnerne S og R.
- Det var jo næsten profetisk, siger Søvndal mandag i en kommentar til, at han for små to uger siden på Facebook skrev, at "man ikke både kan udfordre regeringsgrundlaget og samtidig være del af et regeringssamarbejde".
Udenrigsministeren svarer "entydigt ja" til det overordnede spørgsmål om, hvorvidt SF også efter formandsvalget stiller sig bag regeringsgrundlaget.
Alligevel vil han ikke helt afvise, at forhandlingerne kan føre til en justering af den aftale, han for et år siden selv indgik med Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt og De Radikales Margrethe Vestager.
- Det vil jeg ikke vove mig ind på gisninger om. Men hovedretningen er der ikke nogen som helst tvivl om.
- Men i øvrigt vil jeg ikke kommentere nogle forhandlinger, der foregår på Marienborg, mens jeg er i Luxembourg. Det er lige så svært for mig som at svare på indenrigspolitiske spørgsmål, siger Søvndal i forbindelse med dagens EU-udenrigsministermøde.
/ritzau/