Fremover bliver det muligt at træde på Søren Østergaard, når man går en tur på Frederiksberg Allé – og det er den 68-årige entertainer mere end tilfreds med.
Han modtog Teaterflisen 2025, en årlig hæder til en dansk skuespiller for sin indsats inden for teater, revy, musikteater samt tv- og filmskuespil. Flisen bliver nedlagt på Frederiksberg Allé og kommer til at ligge blandt andre stjerner som Ghita Nørby, Trine Dyrholm, Susse Wold og Nikolaj Lie Kaas – noget, Søren Østergaard tager med stor glæde.
– Jeg er meget stolt over og glad for endelig at få æren af en flise på Frederiksberg Allé og vil glæde mig til at blive trampet på – også af fremtidige generationer, lyder det fra Søren Østergaard i en pressemeddelelse fra Teaterflisen.
Søren Østergaard har gennem sin karriere udmærket sig inden for teater, revy, improvisation og sin egen helt unikke genre i Zirkus Nemo, som han etablerede i 1999.
Sammen med medspillere som Anders Lund Madsen, Sidse Babett Knudsen og Peter Frödin har han skabt en række elskede karakterer – fra Smadremanden og Bager-Jørgen til Marianne og Målermanden – kendt for verbalakrobatik og absurd-komiske udtryk.
Med hæderen følger ud over flisen i fortovet på Frederiksberg Allé også 10.000 kroner og en miniatureudgave af flisen, tegnet af illustrator Jens Hage.