Staten mister hvert år 2,5 milliarder kroner på socialt bedrageri og forkert sagsbehandling i kommunerne.
Det er konklusionen på en ny rapport fra Deloitte, som har analyseret udbetaling af boligsikring, børnetilskud, folkepension, kontanthjælp og sygedagpenge, skriver Berlingske.
- Det er trist, at så mange mennesker kan finde på at snyde, og det er forbandet, at kommuner har været så sløve til at få standset fejludbetalingerne og opdaget fejl, siger socialminister Karen Hækkerup (S) til Berlingske.
Hun er forarget over, at så mange danskere får penge udbetalt fra kommunen på baggrund af deres egne oplysninger om, hvor meget de får i løn.
Deloittes rapport viser, at kommunernes IT-systemer og kontrolindsats i flere tilfælde ikke sikrer en korrekt udbetaling af de sociale ydelser.
Men hvis kommunerne var hurtigere til at indrette sig efter ændringer i borgernes livssituation, kunne myndighederne spare 1,5 milliarder kroner om året, vurderer Deloitte.
Og der kan hentes yderligere én milliard, hvis kommunerne blev endnu bedre til at fange borgernes bevidste snyd, lyder det.
Kommuners Landsforening (KL) erkender, at udbetalingen af for eksempel kontanthjælp og boligstøtte halter. Men kommunerne skyder tilbage på staten.
- Vi har i flere år bedt staten om at få muligheden for at sammenkøre flere oplysninger, end vi har i dag, men vi venter stadig på, at der sker noget.
- Nogle steder mangler vi lovhjemmel, og andre steder er der behov for regelforenkling, siger cheføkonom Jan Olsen fra KL til Berlingske.
Socialministeren vil nu nedsætte en arbejdsgruppe, som skal undersøge mulighederne for et mere strømlinet kommunalt IT-system.
/ritzau/