Sagsbehandlerne i kommunerne er blevet nogle "taste-aber", som kun skal tænke på at spare penge. Det mener Erik, som kender systemet ud og ind. Han har både arbejdet som socialrådgiver i mange år og selv kæmpet mod systemet som sygemeldt.
Det meste sociale bedrageri bliver begået af kommunen mod borgerne.
Sådan lyder den skarpe anklage fra socialrådgiver Erik Petersen. Reaktionen kommer på baggrund af Avisen.dk's artikel om, at hver sjette dansker mistænker en bekendt for at snyde med sociale ydelser.
- Set fra min side af bordet er der ingen tvivl om, at den største mængde socialt bedrageri bliver begået af kommunerne, og det mest sørgelige er, at der ikke er noget at gøre ved det, siger Erik Petersen til Avisen.dk og uddyber senere i artiklen.
Charlotte anmeldt for socialt bedrageri af bekendt: Jeg føler mig røvrendt
"Nu om dage kan den enkelte sagsbehandler ikke gøre en pind. De er reelt bare nogle taste-aber, der sidder og skriver."
Sagsbehandlere er bare nogle "taste-aber"
Erik Petersen er 62 år og blev uddannet socialrådgiver tilbage i 2002. Han kender systemet ud og ind og har erfaring med det fra mange forskellige vinkler.
Blandt andet har han tidligere arbejdet som kommunal socialrådgiver inden for blandt andet sygedagpengeområdet og handicapområdet i flere forskellige kommuner i hovedstadsområdet.
Han har også arbejdet for en såkaldt anden aktør, som kommunerne hyrede for at aktivere og arbejdsprøve borgere. Da han selv blev syg, oplevede han den anden side af systemet som social klient, hvor han måtte kæmpe for at beholde sine sygedagpenge midt i et kræftforløb.
"Vi ser, at folk bliver sendt igennem fem, seks, syv afklaringer, selvom man i nogle tilfælde kunne afgøre det på en halv formiddag."
Nu er han ansat i et fleksjob som socialrådgiver i et privat firma, som også samarbejder med kommunen, lokalformand for landsforeningen LEV (forening for udviklingshæmmede og pårørende) og ind imellem bisidder for borgere.
Han har oplevet et skred i systemet, som både går ud over de ansatte og de borgere, der har brug for hjælp.
- Tidligere havde vi som socialrådgivere nogle kompetencer. Hvis jeg sagde, at denne her person skulle have et fleksjob, så blev det sådan. Jeg behøvede ikke spørge andre.
- Nu om dage kan den enkelte sagsbehandler ikke gøre en pind. De er reelt bare nogle taste-aber, der sidder og skriver. Men det er jo fantastisk, at de får skylden, når dem, der egentligt siger nej til at en borger kan få nogle hjælpemidler eller et fleksjob, er dem, der sidder et led eller to længere bagude. Og som typisk ikke har en faglig uddannelse på området. Dem, der sidder med økonomien, for det hele handler jo om kroner og øre, siger Erik Petersen.
Hvis der kommer et trafikoffer ind, må man spare på en anden
Ifølge ham er et af de helt store problemer, at det er økonomien, der styrer det hele og ikke borgernes behov.
- Tit er der jo fra politisk side allerede besluttet, hvor mange penge, vi giver til det ene og det andet.
"Når du kommer op til din sagsbehandler nu, tror de som udgangspunkt, at du laver socialt bedrageri."
Men det er vel meget normalt, at man lægger et budget?
- Ja, men man kan jo sige sig selv, at man ikke kan regne med et budget, når det handler om mennesker, der pludselig bliver syge. For kommunen kan jo ikke vide, hvad der kommer ind ad døren.
- Hvis der pludselig kommer et trafikoffer ind, så skal du jo spare på en anden borger for at overholde budgettet. Netop derfor er det også et problem, at ledernes bonus er bundet op på, at de overholder budgetterne.
Fik besked på at flytte borgere for at få pæne tal
Erik Petersen har oplevet, hvordan excel-ark-tankegangen gennem årene er blevet værre - ikke mindst i forbindelse med at man indførte jobcentrene.
For eksempel arbejdede han i et vikariat et sted, hvor alle sagsbehandlere på et tidspunkt fik besked på at flytte alle borgere over på listen over aktiverede for at opfylde afdelingens måltal.
- Vi fik at vide, at vi skulle aktivere alt og alle, for at vi kunne få nogle pæne tal. Det betød, at vi skulle overbooke kommunens aktiveringssteder med 200 procent. Men man må jo ikke lave en udsigtsløs aktivering, der skal altid være et mål med det, man nu laver med borgeren.
- Samtidig ville borgerne jo være tilbage til det sædvanlige, når statistikkerne var taget. Så det nægtede jeg at gøre. Så fik jeg frataget mine borgere. Og så bad jeg om, at det vikariat ikke blev forlænget, for det ville jeg ikke være med til, fortæller han til Avisen.dk.
Generelt var det et almindeligt trick at flytte borgere, så de officielt stod som aktiverede, lige inden statistikkerne blev trukket hver onsdag formiddag, fortæller Erik Petersen. Dagen efter blev de flyttet tilbage.
- Vi gjorde det for at sikre, at vi ikke blev bebrejdet beskæftigelsestallene, som vi jo ikke kunne gøre noget ved, fortæller Erik Petersen og fortsætter:
- Er løsningen så at lave mere kontrol? Nej absolut ikke. Løsningen er at give plads til ordentligt socialfagligt arbejde, hvor man er optaget af at lave løsninger, frem for at skulle tilfredsstille en stadig stigende administration.
"Pinligt"
Da Erik Petersen startede, satte den enkelte socialrådgiver også en faglig ære i at lave ordentlig sagsbehandling, så der ikke bagefter blev klaget, fortæller han. Og så var der som udgangspunkt tillid til borgeren.
- Hvis fru Hansen sagde, at hun havde ondt i ryggen, jamen så havde hun ondt i ryggen, og så måtte vi finde ud af, hvorfor og hvad man kunne gøre. Når du kommer op til din sagsbehandler nu, tror de som udgangspunkt, at du laver socialt bedrageri.
Udviklingen har fået mange af Erik Petersens kolleger til at sige stop, fortæller han.
- Mange af de gamle socialrådgivere er forsvundet nu, fordi de ikke vil arbejde på den måde, hvor det bare går ud på at fylde kolonner ud, og de vil ikke være med til at behandle folk sådan.
Nu siger du, at du kendte mange socialrådgivere, som sagde stop. Men der er jo stadig masser af socialrådgivere ansat i jobcentrene?
- Ja, men det er typisk de nye generationer, som ikke har prøvet, at det kunne være anderledes. Og så er der jo også kommet mange sagsbehandlere uden socialfaglig uddannelse. Det er pinligt, at der sidder så mange uuddannede og tager sig af folks liv.
"Vi fik at vide, at vi skulle aktivere alt og alle for at vi kunne få nogle pæne tal."
Tror du ikke, at det hele bare ser anderledes ud nu, fordi du oplever systemet fra den anden side? Nu hvor du selv har været på sygedagpenge og er bisidder for borgere?
- Nej. Jeg kunne allerede se udviklingen dengang, jeg arbejdede i det. Og jeg oplever, at fagligheden er blevet ringere, helt op på ledelsesniveau. Det kan jeg for eksempel se, når vi i LEV skal give udtalelser i de lokalpolitiske beslutninger, der bliver vedtaget på området.
"Kommunerne begår socialt bedrageri mod borgerne"
Du taler om tillid til borgeren. Er der ikke nogen, der snyder?
- Jo, det er der da. Jeg har selv som socialrådgiver fanget nogle, der har lavet socialt bedrageri, og det har jeg heller ikke noget til overs for. Men det bliver langt overgået af den mængde socialt bedrageri, som kommunen laver mod borgerne.
Hvad mener du med det?
- De fastholder folk i systemet i årevis, fordi det er billigere. De er ikke interesseret i at få folk afklaret til fleksydelse eller førtidspension, for så ryger de i en anden kasse, og så får kommunen ikke samme refusion. Det er et cirkus, som ikke gør noget som helst godt for borgerne, men kun generer dem.
Men det tager vel tid at afklare arbejdsevnen. Kan det ikke bare være, fordi de skal være grundige?
- Ja, men vi ser, at folk bliver sendt igennem fem, seks, syv afklaringer, selvom man i nogle tilfælde kunne afgøre det på en halv formiddag. Det er jo også normal praksis, at hvis en borger er sat i et forløb, som varer et vist antal år, så tager det også det antal år, uanset om man så undervejs får afklaret, at der ikke er en arbejdsevne. For så kan kommunen jo budgettere efter det.
Var det noget, du overhørte, da du arbejdede der?
- Vi oplevede for eksempel engang, at vores chef kom til at gå ud og sige, hvor mange der kunne få førtidspension næste år. Man kan spørge sig selv, hvordan han kunne vide på forhånd, hvor mange der ville få behov for det? Men når den slags beskeder og generelle beskeder om, at der skal spares, går ud på afdelingen, så ved de ansatte jo godt, at de er nødt til at køre den til grænsen.
Kommunen sparer penge, mens sagen kører
Et andet eksempel er virksomhedspraktik.
- Nogle af virksomhederne bruger de arbejdsløse som ren og skær billig arbejdskraft. Vi kunne se det ved, at de aldrig endte med at ansætte den ledige bagefter. Typisk var beskeden i starten, at det gik godt og den ledige lavede et godt stykke arbejde, men hen mod slutningen var beskeden altid, at nu klarede de sig knap så godt, og så endte det med, at de ikke blev ansat.
Hvordan ved du, at det ikke var rigtigt, at borgeren ikke klarede sig så godt i slutningen af forløbet?
- Fordi jeg oplevede det samme mønster flere gange. Der var også firmaer, som sagde til os, at de kun ville beholde personen, hvis kommunen ville betale for en lærlingeuddannelse.
"Vi fik at vide, at vi bare skulle aktivere hende, til hun knækkede."
Kan folk ikke bare klage, hvis de er utilfredse med deres sagsbehandling?
- Det er typisk ikke mennesker med flest ressourcer, og mange af dem kan ikke gennemskue, hvad kommunen gør. Og Ankestyrelsen er ikke en juridisk enhed, så kommunerne behøver ikke rette sig efter den, selvom de burde.
- Selv hvis kommunen omgør en beslutning og giver borgeren ret, har kommunen tit sparet penge i de måneder, sagen er kørt. Beslutningerne om fleksjob og førtidspension burde blive truffet af en uafhængig domstol med fagfolk, så kommunerne ikke kunne spekulere i refusion.
"Aktiver hende, til hun knækker"
Selv har Erik Petersen også et par gange gået bag kommunens ryg. Det gjorde han for at hjælpe borgerne, da han for cirka ti år siden arbejdede for en privat aktør, som skulle aktivere og arbejdsprøve syge borgere for kommunerne.
- For eksempel fik vi en kvinde ind, som var hypermobil og havde mange smerter, men det var tydeligt, at kommunen ikke troede på hende. Vi fik at vide, at vi bare skulle aktivere hende, til hun knækkede.
- Vi fandt så ud af, at hun gerne ville læse til socialrådgiver, så vi sørgede i stedet for at hun kom på et tremåneders kursus for at teste, om hun havde kompetencerne til det. Det vil sige, at officielt gik hun ved os, men i virkeligheden gik hun på det kursus.
- Det er selvfølgelig tæt på at være socialt bedrageri, men vi gjorde det, fordi vi kunne se, at vi kunne hjælpe hende på en anden måde. Hun endte med at tage uddannelsen på revalidering, fortæller Erik Petersen.
Pointen går tabt i regnearkene
Nu kritiserer du, at der er for meget fokus på, hvad ting koster. Men som kommune er man vel også nødt til at kunne lægge et budget?
- Jo, men problemet er, at man konsekvent underbudgetterer og ikke har en buffer. Det handler jo ikke om, at man skal lave tingene dyrest muligt, men det handler for eksempel om at tænke længere end frem til næste valg.
Hvad mener du?
- Jeg taler om det, man kan kalde rettidig omhu, hvor man laver en indsats, inden det går helt galt. For eksempel hjælper forældrene til et handicappet barn, så de ikke går ned med stress og ender med at blive syge og skilt.
Hvis kommunen fokuserer for meget på den kortsigtede økonomi, bliver der ikke satset på de langsigtede løsninger, som måske kunne betale sig i sidste ende, mener socialrådgiveren.
- Hvis man kun laver en halv løsning, beholder man jo borgeren i systemet, og det vigtigste burde jo være at få dem videre. Men det kræver, at du laver en løsning, der satser på det, for eksempel omskoler folk til noget andet. Det kan i mange tilfælde godt betale sig at lave en indsats, der er dyr i starten, men den pointe går tabt i regnearkene.
Avisen.dk har været i kontakt med Kommunernes Landsforening (KL) og fremlagt Erik Petersens kritik. KL ønsker dog ikke at kommentere historien.