Da Charlotte Dahl i midten af 1990'erne første gang blev syg og arbejdsløs, blev hun mødt med en hjælpende hånd i kommunen. Da hun mange år senere igen fik brug for hjælp fra det kommunale system, var hun chokeret over, hvor meget tingene havde ændret sig.
- Dengang blev man mødt med en holdning, der sagde, ej, hvor ærgerligt for dig, at du er blevet syg, lad os se, hvilke muligheder, vi har for at hjælpe dig. Nu bliver man mødt med mistro. Det ligger i luften, at man nok egentlig ikke er så syg, som man siger, mener 44-årige Charlotte Dahl.
Hun har beskrevet sin oplevelse i et indlæg på Facebook, der er blevet delt flere hundrede gange og fået mange kommentarer fra andre syge og arbejdsløse borgere, som kan genkende beskrivelsen.
"Hvordan kan vi hjælpe dig?"
Charlotte Dahl var kun 21 år, da hun første gang oplevede det kommunale system indefra. Hun havde fået job i Dansk Supermarked som nyuddannet datamatiker, men gik psykisk ned, blandt andet som reaktion på et overfald og stress på jobbet.
Hun blev fyret på grund af for meget sygefravær og kom dermed i kontakt med kommunen.
- Jeg havde én personlig sagsbehandler, som jeg kunne komme til med alt, og som lyttede til mig, og som altid svarede. Samtalerne gik meget på, hvad jeg gerne ville, og hvordan de kunne hjælpe mig med at nå derhen, fortæller Charlotte Dahl om sin oplevelse med kommunen i midten af 1990'erne.
Der var en positiv, hjælpsom og uformel stemning på møderne, hvor hun havde lov til at tage sin hund med.
Kontrasten mellem dengang og nu oplever Charlotte Dahl også ved de mange lægebesøg, som uundgåeligt følger med, når man er syg.
- Min læge havde masser af tid til at snakke. I dag hedder det jo ud af klappen efter 10 minutter, og hvis der er mere, må man bestille en ny tid, som man tit først kan få en måned efter, siger hun.
Sagde nej til førtidspension
Charlotte Dahl blev af sin sagsbehandler tilbudt en førtidspension, som hun takkede nej til.
- Det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg ville gerne arbejde, men kunne ikke på det tidspunkt, fordi jeg havde angst og depression, siger Charlotte Dahl.
I stedet kom hun i et jobafklaringsforløb i kommunens it-afdeling - i starten kun 10 minutter om dagen. Efter noget tid øgede hun langsomt sin arbejdstid mere og mere på eget initiativ - der var ikke noget pres fra kommunen.
- Det pres og det "drive", der var, var 100 procent mit eget. Der var ikke nogen, der trampede på mig eller mistroede mig, fortæller Charlotte Dahl.
Et år efter sin sygemelding var hun ude af systemet og tilbage på arbejdsmarkedet i en stilling på fuld tid.
Dernæst fulgte en karriere inden for it med arbejdsgivere som Arla, Danske Bank, IBM og Mærsk, indtil Charlotte Dahl sprang ud som iværksætter og startede en webshop.
Fra virksomhedsejer til social klient
I 2010 begyndte Charlotte Dahl imidlertid at få nogle uforklarlige smerter i kroppen, der langsomt blev værre og værre. Det viste sig, at hun havde fibromyalgi og en muskellidelse, og det betød et gensyn med det kommunale system.
I første omgang blev hun igen mødt af hjælpsomhed. Kommunen betalte en medhjælper i virksomheden for at aflaste hende. Men i 2013 måtte Charlotte Dahl opgive at arbejde på grund af smerter.
- Jeg kunne ikke holde til det længere. Det var tungt arbejde at pakke og læsse varer, og jeg kunne efterhånden ikke engang holde til en køretur på en time, fortæller Charlotte Dahl, som til sin store sorg var nødt til at sælge sin virksomhed.
Helle Linnet, landsformand for arbejdsmarkedscheferne i Danmark, erkender, at lovgivningen er ændret meget siden 1990'erne og kan godt forstå, at systemet kan virke uoverskueligt for borgerne. Men lovgivningen er ændret, fordi mange undersøgelser har vist, at en aktiv beskæftigelse, hvor sygemeldte bevarer en tilknytning til arbejdsmarkedet, mindsker risikoen for, at de ryger helt ud.
Hvad angår de mange forskellige sagsbehandlere er det noget, der er fokus på i kommunerne. Men når det gælder borgere på ressourceforløb, som netop har komplekse problemstillinger, vil der typisk være mange forskellige ansatte og afdelinger inde over sagen.
"Er du ikke bare doven?"
Det var et hårdt slag at gå fra at være aktiv karrierekvinde og iværksætter og til at være syg, arbejdsløs og klient i systemet. Og det gjorde ikke tingene bedre at opdage, hvor meget systemet havde ændret sig i løbet af de sidste to årtier, fortæller Charlotte Dahl.
Hvor hun før havde én sagsbehandler, skal hun nu forholde sig til et tocifret antal, afhængig af hvad hendes henvendelse drejer sig om, og ofte ved de ikke selv, hvem der har ansvaret for hvad.
- Forskellen fra for 25 år siden og så til nu, er at man slet ikke hjælper borgeren eller samarbejder med borgeren. Borgeren mødes med mistro og kontrol, og man har ikke skyggen af chance for at finde ud af, hvordan systemet hænger sammen, beskriver hun i Facebook-opslaget sin oplevelse.
- I dag er det sådan, at hvis du er syg, skal du bevise det igen og igen. Der ligger hele tiden den der i luften: "Ah, er du nu ikke bare doven?". Og man får hele tiden at vide, at man skal være færdigbehandlet, før der kan ske noget, og man kan komme videre, men der skal altid lige stilles en diagnose mere eller indhentes lidt flere oplysninger. Det virker helt umuligt at komme ud på den anden side, uddyber Charlotte Dahl for Avisen.dk.
Løber panden mod en mur
Siden Charlotte Dahl sidst var i berøring med systemet, er der blandt andet kommet reformen af førtidspension fra 2013, som betyder, at alle muligheder skal være udtømte, før en syg borger må tilbydes en pension. I stedet havner mange syge borgere i et ressourceforløb - herunder også Charlotte Dahl.
Charlotte Sørensen, som er chef for arbejdsmarked og borgerservice i Ikast-Brande kommune, hvor Charlotte Dahl bor, udtaler sig ikke om den konkrete sag, men generelt genkender hun ikke kritikken. Det har hele tiden været sådan, at det er andre instanser end jobcentret, som har kompetencen til at bevillige hjælpemidler til handicappede. At sagsbehandlingen skulle være bureaukratisk, er ikke en tilbagemelding, kommunen plejer at få, siger hun.
Det er ikke, fordi hun ikke vil arbejde, understreger hun. Drømmen er at kunne holde til et lille fleksjob, og hun har flere gange gjort sagsbehandlerne opmærksom på, hvad hun selv mener, der skal til, for at hun måske kan nå dertil - blandt andet fysioterapi og bestemte hjælpemidler.
Men hver gang løber hun panden mod en mur.
- De vil typisk gerne hjælpe, men kan ikke på grund af lovgivningen eller økonomien, fortæller hun.
"Det kræver overmenneskelig styrke at være i det system"
For at få hverdagen til at køre som enlig mor til to små børn, har Charlotte Dahl været nødt til for egen regning at købe kiropraktorbehandlinger og forskellige hjælpemidler, blandt andet en elektrisk kørestol, da hun ikke kan gå ret langt længere.
Andre hjælpemidler har hun fået bevilliget, men kun efter at have kæmpet sig igennem en jungle af bureaukrati og blive sendt rundt i forskellige kommunale afdelinger, som alle er uenige om, hvor ansvaret ligger.
Kampen mod systemet og de mange opfølgende møder med sagsbehandlere og mentorer gør, at hun ikke får den ro, som hun trænger til.
- Jeg føler mig som en brik i et spil, siger hun.
- Systemet gør ikke en bedre, det gør en dårligere, og det kører dig psykisk ned til et punkt, hvor nogen giver op og lader stå til. Det kræver overmenneskelig styrke at være i det system, vi har skabt om syge borgere, hvilket ingen kan være tjent med, slutter Charlotte Dahl sit opslag på Facebook.