Luc Bessons halvhemmelige instruktør-comeback er en charmerende parentes.

Af Noe Habermann

refr@avisen.dk

@BRØD MED INDRYK:

Film JJJJJJEkstra JJJJJJ

Angel-AInstr. Luc Besson

Den franske filmmager Luc Besson er lidt af en gåde. Gennembruddet fik han i 1988 med den lige dele smukke, coole og prætentiøse dykker-fabel The Big Blue , og op gennem halvfemserne spyttede han den ene overdådige action-milepæl ud efter den anden: Nikita (1990), Léon (1994), Det Femte Element (1997).

Da Jeanne d Arc floppede i 1999, holdt han så pludselig helt op med at instruere for i stedet at hellige sig en masseproduktion af B-filmsmanuser, drevet af biljagter og Kung Fu-tjubang.

Om det var den uvante kritik af prestigeprojektet og den samtidige skilsmisse fra hovedrolleindehaveren Milla Jovovich, der fik ham til at forlade instruktørstolen, har den meget private Besson aldrig løftet på låget for. Men syv år skulle der gå, inden han meldte sig på vej tilbage som iscenesætter – og så var det med den hovedsagligt 3D-animerede filmatisering af sine egne børnebøger om Arthur og Minimoyserne .

Derfor var det noget af en overraskelse, da Angel-A pludselig kom nærmest dumpede ned fra himlen – en lille, sort/hvid og fransksproget snakkefilm, optaget i hemmelighed som et afbræk fra det møjsommelige arbejde med de computergenererede Minimoysere. Med et diskret PR-budget – og med en dansk model i titelrollen!

Tyndbenet handling

Rie Rasmussen hedder hun, og hendes (ret Milla-agtige) Angela er en langbenet og storrygende blondine, som den enarmede tyveknægt André (den populære fransk-marokkanske standupper Jamel Debbouze) redder op af Seinen. Dér havde han ellers selv planlagt at ende sine dage i desperation over sin omfattende gæld i den parisiske underverden. I taknemmelighed vier Angela nu sit liv til den gode sag at få styr på Andrés. Men måske er det ikke kun i overført betydning, at hun er hans skytsengel?

Angel-A er fuld af snak, der gerne vil være dybere, end den er, men også fuld af uforstilt charme. Kemien mellem den ubekymret impulsive skønhed og den opgivende mandsling, der med vantro og moralske kvababbelser nyder godt af hendes effektive metoder, er varm, sjov og troværdig. Selvom Besson aldrig er oplevet så afdæmpet før, har han også stadig besnærende visuelle tricks i ærmet – og så gør det jo ikke noget, at et søndags-øde Paris gør sig så forbandet godt som kulisse.

På mange måder er comebacket altså klassisk Besson – kvikt, smart og flot. Men emmende en letkøbt lommefilosofisk aura og med en temmelig tyndbenet handling som motor er det også svært at se Angel-A som andet end en fin lille parentes på et stilskabende CV.

Yderligere indsigt i filmen og den mystiske mand bag får vi ikke på den danske udgivelse, der er klinisk fri for ekstraudstyr.