Hverdagen kan se sortere ud, hvis du suger på cigaretten.
Ny dansk forskning viser, at rygning øger risikoen for depressioner.
Danske mænd og kvinder, som ryger over 20 cigaretter om dagen, har dobbelt så stor risiko for at få en depression i forhold til ikke-rygere. Og det overrasker forsker Trine Flensborg-Madsen fra Syddansk Universitet.
"Vi har altid vidst, at der var en sammenhæng, men at rygning direkte fordobler risikoen for depressioner, det kommer bag på os," siger hun til Newspaq.
Tallene fra Statens Institut for Folkesundhed bygger på oplysninger fra over 18.000 danskere. De viser, at også færre end 20 smøger om dagen sender sorte skyer over humøret. Derfor skal vi ændre mentaliteten. Det er ikke kun kræft og uren hud, der følger med røgen.
"Det er ikke kun det fysiske helbred, som det går ud over, når man ryger. Rygning er i allerhøjeste grad også farlig for det psykiske helbred," forklarer forskeren.
Derfor kan danskerne ikke kun spare hospitalerne for kroner og øre til behandling, hvis de dropper røgen. Den seneste tids tendens til flere depressioner og lykkepiller kan også vendes.
"Vi kan undgå en del depressioner, hvis folk holdt op med at ryge," slutter Trine Flensborg-Madsen.